René La Cour Sell må sige det højt

YTRINGSFRIHED – Tidligere direktør i Danmarks Naturfredningsforening René La Cour Sell, har nu også fået Østre Landsrets ord for, at han gerne må sige, at landbrugets forurening af vores drikkevand er et stort problem.

Ida Auken glæder sig over afgørelsen i Østre Landsret.

Det er en god nyhed, som miljøminister Ida Auken glæder sig over. Ikke mindst på en dag, hvor vi også kan glæde os over at få lov til at stemme.

- Han vandt over Bæredygtigt Landbrug, der selv gerne råber højt, men åbenbart gerne vil lukke munden på deres kritikere. Det har dommerne heldigvis ikke villet være med til. Det er en god nyhed for René og for demokratiet på en dag, hvor vi også kan glæde os over at kunne stemme, skriver miljøministeren på sin facebook-profil.

Sag anlagt af Bæredygtigt Landbrug

Det var en ankesag anlagt af protestforeningen Bæredygtigt Landbrug.

Med afgørelsen slipper la Cour Sell for at skulle berigtige sine ord om, at der er lukket 400 drikkevandsboringer de senere år – eller måske er det 300 – på grund af landbrugets sprøjtegifte.

Udtalelsen faldt i et interview med Landbrugsavisen i 2010. Protestforeningen mente, at ordene var krænkende og til skade for dansk landbrugs omdømme, og de forlangte, at udtalelsen blev trukket tilbage.

Det afviste Danmarks Naturfredningsforening, og Bæredygtigt Landbrug lagde derfor sag an mod DN’s direktør. Injuriesagen tabte de for et år siden ved retten i Roskilde, men dommen blev anket til landsretten, som nu altså har afgjort, at der ikke var tale om injurier.

Tilfreds med afgørelsen

Afgørelsen modtages med tilfredshed hos Danmarks Naturfredningsforening. Michael Vendelbo, som er jurist og direktør for økonomi og medlemmer i foreningen, er glad men ikke overrasket over sagens udfald, som han mener, er helt essentielt for miljødebatten.

- 90 procent af de solgte sprøjtemidler i Danmark anvendes af landbruget, og vi ved, at giften finder vej til grundvandet. Selvom man ikke kan vide, hvor den enkelte forurening stammer fra, er det sikkert, at landbrugets brug af sprøjtegifte forurener vores grundvand og drikkevand. Det skal man selvfølgelig kunne sige uden at risikere en dom for injurier, siger Michael Vendelbo.

Omkring 100 drikkevandsboringer må hvert år lukkes. En stor del af dem fordi, der findes sprøjtegifte over grænseværdierne.

Sagen afsluttet

René la Cour Sell fratrådte sin stilling i Danmarks Naturfredningsforening i foråret 2012, men Bæredygtigt Landbrug valgte at opretholde stævningen mod ham. Først nu er der kommet en afslutning på sagen.

Østre Landsret lægger i domsafsigelsen vægt på, at Danmarks Naturfredningsforening fungerer som offentlighedens vagthund, og at organisationen derfor nyder en vidtgående ret til ytringsfrihed.

- Landsrettens afgørelse er først og fremmest en sejr for ytringsfriheden. Det er vigtigt, at vi som interesseorganisation åbent kan diskutere landbrugets påvirkning af miljøet uden at skulle frygte en retssag, fordi man kommer til at sige noget, som fornærmer en gruppe landmænd. Sagsanlæg er bare ikke nogen særlig konstruktiv debatform, siger Michael Vendelbo.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: