Vi bestemmer selv, hvilket liv vi vil leve

KLIMA – Det er ikke første gang, klimaet har forandret sig her på jorden. Men det er første gang, at vi er fuldstændig klar over, hvad der sker og har alle muligheder for at ændre kursen, skriver Helle Hewau. Vi kan selv bestemme, hvordan vi vil leve, hvilken planet vi vil efterlade, og hvilket liv vi giver plads til.

Ord alene batter intet i CO2-regnskabet. Men det gør handlinger. Det har det grønne boom, vi oplever, allerede vist. Så det er bare med at klø på og vise hinanden vejen ud af miseren. Foto: Amalie Madsen

Af Helle Hewau, cand. psych. og spirituel vejleder

»We will be known forever by the tracks we leave.«
Oprindeligt amerikansk ordsprog

»The greatest threat to our planet is the belief that someone else will save it.«
Robert Swan

Da jeg gik i skole i 1970érne, var forurening og gruppearbejde hot. Eller det regner jeg med, at det var, for jeg husker at have lavet gruppearbejde om emnet i alle de mindre klasser. Det var sådan noget med at lave plancher, hvor vi tegnede skorstene med røg på store stykker karton og samlede skrald i byens gader, som vi efterfølgende udstillede til forældredagen.

Nogle gange var det ligefrem tværfagligt, idet vi så også lavede fabrikker af æsker i formning, som vi krydrede udstillingen med. Jeg tror også, at det var i de år, jeg fik kendskab til ordet miljøsvin. Det var vist hyppigt brugt i satire-programmer og des lige.

I dag, små 50 år senere, er miljøet stadig på tapetet, og det er svinene for så vidt også, men det, der virkelig brænder igennem i dag, er ordet klimaforandringer. Selv hos små børn. Jeg kender en pædagog, der fortæller, at børnene bruger ordet i hendes børnehave, og at de vel og mærke gør det korrekt. Ok. hun arbejder i København, så det kan da godt være, at det spiller en rolle for kendskabet, det skal jeg ikke gøre mig klog på, men alligevel.

Hvad der er mindre hot, er at vi alle må forholde os langt mere aktivt til fænomenet, end vi gør i dag, hvis vi skal vende skuden.

For selvom økologi og bæredygtige tiltag boomer som aldrig før, om det ikke andet så i pressen, og selv damebladene skriver chikt om genbrug, økologi, kødløse dage, urbane haver, høns og madspild, har vi i de senere år også kunne læse et væld af bekymrende, »så er det nu artikler« om indlandsis, der smelter hastigt, klimamål der ikke indfries, ekstreme vejrforhold, klimaflygtninge og videnskabelige forskere, der ligger søvnløse om natten af lige dele bekymring for fremtiden og frustration over, at vi med kurs mod katastrofen ikke tager situationen mere alvorligt.

Så selvom der går en vegansk, økologisk og bæredygtig bølge gennem verden, hvor flere og flere mennesker finder sammen for at finde løsninger, er det stadig kun et skvulp i vandet i forhold til den klima-tsunami, der rammer jorden, hvis vi ikke sætter tempoet op og får hænderne op af lommerne. Nu.

Vi ved det godt

Da Al Gore dokumentaren »En ubekvem sandhed« om den menneskeskabte globale opvarmning og drivhuseffekten udkom i 2006, blev han naturligvis mødt med massiv kritik fra erklærede klimabenægtere, men rigtig mange almindelige borgere tænkte eller håbede måske også, at han overdrev og tog så gruelig fejl.

Al Gore udsendte sin bog om den globale opvarmning for 11 år siden.

I dag 11 år senere ved vi, at det gjorde han ikke. Vi ved, at det er sandt, at de klimaforandringer vi oplever nu, er menneskeskabte og skyldes vores livsstil. Igen og igen er det slået fast med videnskabelige syvtommersøm, at hovedårsagerne til klimaforandringerne er afbrænding af fossile brændstoffer, skovrydning og industrielt landbrug, herunder især kødproduktionen.

Den gode nyhed er så til gengæld, at der i dag findes bedre alternativer til det hele. Yes alt sammen. Vi har den nødvendige viden til at klare grønærterne, og mere er på vej. Hvis vi som forbrugere vel og mærke vil det.

For det er nødvendigt, at vi indser, at det er os, der skal benytte mulighederne og skabe de nødvendige forandringerne igennem vores daglige livsførelse. I den forstand sætter vi tempoet.

Når firmaer flytter bjerge for kul, rydder verdens skove, og dyrker mad på gift, er det udelukkende med cool cash for øje. Men de kan kun høste profitten, fordi der er et marked. Og det er der kun, når vi køber deres produkter.

For seks-syv år siden dumpede jeg ind i en reception i en Dagli’Brugsen i anledning af en ombygning. Det var lidt svært at komme igennem hen til varerne, så jeg overhørte en udveksling, hvor en kunde beklagede sig over, at der ikke var flere økologiske varer på hylderne. Bestyreren, det antager jeg, at han var, svarede, at han var købmand og at han sælger det, kunderne køber. Så enkelt kan det siges. Hvis vi efterspørger og køber økologiske og klimavenlige produkter, så er det det, vi får mere af.

Så når varerne strutter af pesticid-rester og mærkelige numre på etiketterne, er det fordi det er dem, vi køber. Det samme gør sig gældende for de udpinte rester af dyr i køledisken. Indirekte er deres elendige livsbetingelser og de kolossale miljøomkostninger, der knytter sig til produktionen, også vores valg.

Og nu er det jo så nok, at skoen begynder at klemme lidt for de fleste og der er læsere, der synes, at tonen er ved at blive lidt for mutter Skrap . For det er alt andet lige lettere at sortere affaldet, skrue en sparepære i og proklamere, at nu må politikerne se at blive enige om noget der batter, end at lægge sin livsstil om og måske se sit eget begær i øjnene?

Det er besværligt og spørgsmålet er, om det overhoved nytter noget, hvis der er andre, der bare forsætter og lader som ingenting ?

Jeps, det gør det. Det er faktisk den eneste vej at gå. Vi kan ikke gøre så meget andet, der virker. Ord alene batter intet i CO2-regnskabet. Men det gør handlinger. Det har det grønne boom vi oplever, allerede vist. Så det er bare med at klø på og vise hinanden vejen ud af miseren.

Kom i gang
Et godt sted eller rettere sagt et nødvendigt sted at starte, er at spørge sig selv, om man vil være en del af løsningen og begynde at handle efter det, eller om man forsat vil bidrage til problemet.

Det kan lyde firkantet eller kontant efter nogens smag, men vi stikker os selv og hinanden blår i øjnene, hvis vi bilder os ind, at det er håbløst, at vi mangler viden, at det vi gør enkeltvis ikke betyder noget, at det udelukkende er et politisk problem, vildt overdrevet, dommedagsprofetier »speltpropaganda«, at vi har tid nok, og at det ikke er et spørgsmål om kød.

Det er provokerende sagt, mere bullshit end de metan- prutter, der siver ud fra staldene. Hvis vi vil være med på vognen, så er det bare at hoppe på eller også begynde at se, hvor vi spænder ben for os selv, når det bliver ved snakken.

Det er i hvert fald ikke inspiration og viden, det skorter på. Det kan vi ikke undskylde os med.
Internettet flyder nærmest over af gode råd som eksempelvis:

  • Drop kød og animalske produkter. Evt en dag af gangen.
  • Køb økologisk.
  • Spis lokalt og undgå madspild
  • Lav din mad selv.
  • Genbrug tøj, møbler, ting og sager.
  • Sorter affald
  • Drop skadelig kemi
  • Køb bæredygtigt tøj. Økologisk, genanvendelige materialer osv.
  • Spar på energien (sparepære, elskinne, sluk efter dig, korte bade, energimærker osv).
  • Hold (også) ferie lokalt.
  • Lad bilen stå, elsk at gå. Vælg alternativer, når det er muligt: Gåben, cykel, offentlig transport.
  • Spar sammen til en elbil og solceller.
  • Stem på politikere, der gør noget ved sagen.

Hvorfor ikke?
»What to do«-listen bliver hurtigt alenlang. Alligevel har de fleste mennesker svært ved at komme i gang og gøre noget, der batter. Det kan være, fordi de sætter det op som et valg imellem det gode liv med kød på bordet og lækkert forbrug på den ene side og et dødssygt klimavenligt liv med forsagelser på den anden. Men hvem siger, at det forholder sig sådan?

I hvert fald ikke dem, der har prøvet det. Jeg kender ingen, som ikke er blevet glædeligt overrasket, når de helt eller delvist har droppet kødet og i øvrigt er hoppet med på klimavognen. Det, de troede, ville blive en begrænsning, viser sig reelt at være en udvidelse. Så giv det en chance, og hvis det ikke er nok – en til. Det vil helt sikkert vise sig at være det hele værd. Der ligger en verden fuld af grønne muligheder og venter – kun på dig.

Forleden læste jeg, at danskere i en undersøgelse, har angivet at grunden til, at de ikke spiser mere grønt, er at de mangler inspiration. What! tænkte jeg. Hvordan er det muligt? Har de mistet netadgangen? Ideerne er jo kun et par klik væk. Hvis man for eksempel googler »grøn mad opskrifter« kommer der 446.000 resultater frem på 37 sekunder. Velbekomme.

Personligt tror jeg nærmere, at det handler om, at mange ikke orker at opsøge inspirationen eller bruge den. I en travl hverdag kan det være fristende at lukke ned og køre videre på rutinen eller traditionerne, som det så ofte hedder, når talen falder på frikadellerne.

Vælger du bevidst at lukke øjnene?
For ikke så længe siden talte jeg med en kvinde, der godt ved, at den er helt gal med klimaet og vores livsstil. Og at det kan ende så grueligt galt. I den forstand er hun ret velorienteret. Hun kalder det derfor lettere sarkastisk for sin Quilty pleasure, at hun melder fra. Helt fra.

Hun har bevidst valgt at lukke øjnene og lade som ingenting. Hun siger ligeud, at hun ikke orker at beskæftige sig med alle de problemer. Hun vil hellere fokusere på det nære og bibeholde sin nuværende livsstil ( kød, tilsætningsstoffer, minus økologi, plus kemi, et par ferierejser årligt + weekendture, to biler) og leve et godt liv med familien.

Og ud fra statistikkerne er hun jo nok ikke ene om at stikke hovedet i busken mere eller mindre bevidst. Det må der være flere, der gør, ellers ville kødsalget eksempelvis ikke være stigende, og Danmark ville heller ikke kunne kalde sig verdensmester i økologi på baggrund af et salg på (kun) 10 procent af den samlede omsætning.

Endeligt er der jo så også mennesker, der ikke ser det som deres opgave at gøre noget, fordi de synes, at de har det for dårligt psykisk, socialt eller økonomisk og derfor mener, at det må være en opgave for andre med mere overskud – tidsmæssigt, økonomisk og sådan i det hele taget. Tjaaa, en pose økologiske linser koster ikke mere end et halvt pund konventionelt fars eller en udpint kylling. Jeg tror faktisk, at posen er både billigere og rækker længere. Det tager heller ikke længere tid at tilberede den. Og mange bæredygtige tiltag handler jo basalt set om, at bruge mindre og genbruge det vi har. Så det må også siges, at være et tilgængeligt valg for alle.

Rid på bølgen
Da jeg for nogle år siden tog et strandhåndklæde på hotellet i Tel Aviv, advarede portieren mig om, at der denne dag kunne komme nogle særlige kraftige bølger. Så jeg skulle passe godt på. Jeg forstod ikke helt forklaringen, men tog det til efterretning.

Jeg er meget lys, så der gik ikke lang tid, før jeg kunne nyde strandlivet fra en liggestol under parasollen. Der var høje bølger den dag javist, men jeg synes nu ikke, at de var kraftigere end dagen før. De var såmænd bare lækre at bade i. Retningen var også den samme, udefra og ind mod stranden.

Foran mig ude i vandet stod en moden herre med en meget stor krop og mave. Han stod blot der, solbrændt, med hat på, i vand til knæene og kikkede ud over havet. En gruppe lidt større drenge ved siden af kastede sig ind i bølgerne igen og igen. De var ret livlige.

På et tidspunkt ændrede stemningen sig umærkeligt, da en meget høj bølge viste sig i horisonten. Den rullede næsten frem som på film. Forældre tog deres børn med op af vandet og drengene råbte til hinanden i ophidselse. Ud fra deres fagter og kropssprog, så det ud som om, de diskuterede, hvordan de skulle møde den.

Den store mand blev som den eneste stående ubevægeligt, hvor han hele tiden havde stået. Han rørte sig ikke en tomme. Selvom jeg lå et par meter væk, kunne jeg alligevel tydeligt høre smældet igennem strandlydende, da den ramte ham. Smask. Manden trådte et par skridt tilbage, vaklede og vendte sig så om og gik med stive skridt ind mod stranden.

Bryst, mave og lår ja hele forsiden af kroppen havde fået en besynderlig rødviolet farve. Drengene, talte i munden på hinanden, lo højt og grinede. De summede af ophidset begejstring. Da bølgen kom, havde de vendt siden til og var sprunget ind i den, så den havde båret dem næsten helt op på stranden.

Giver os et bedre liv
Vi kan ikke vælge, om vi vil møde klimaforandringerne. De kommer rullende stik imod os med stadig større fart. Men vi kan vælge, hvordan vi møder dem. Vil vi stiltiende lade om ingenting og tage smækket, når de kommer, eller vil vi ride med på den klimavenlige bølge og lade den føre os frem mod noget, der er så meget bedre?

For det er det, der er paradoksalt her. De klimavenlige tiltag som vedvarende energi, mere plantebaseret kost, økologi osv. er jo ikke noget, der kun gavner jorden. Det er ændringer, der giver os alle sammen et langt bedre liv.

Det er ikke første gang, klimaet har forandret sig her på jorden. Livet og livsbetingelserne har ændret sig masser af gange igennem de sidste 4,5 milliarder år. Is er smeltet, have er steget, land er gået under og nyt er dukket op.

Det er heller ikke første gang, at vi – homeo sapiens oplever en klimakrise, eller har haft en finger med i spillet gennem vores livsførelse. Men det er første gang, at vi er fuldstændig klar over, hvad der sker og har alle muligheder for at ændre kursen.

Som Noah fik mulighed for at bygge arken, kan vi igennem vores handlinger bestemme, hvordan vi vil leve, hvilken planet vi vil efterlade, og hvilket liv vi giver plads til.

Sivene blæser i vinden. Foto: Amalie Madsen

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: