Haj eller menneske – vi har et valg

LARS MUHL SKRIVER – Der er kun én eneste ting, der står i vejen for, at vi som mennesker kan blive modne, omsorgsfulde og ansvarsbevidste individer – og det er PENGE og vores opfattelse af dem, skriver Lars Muhl.

I en radioudsendelse på Radio Firetyvesyv forleden hørte jeg bl.a. den tidligere VS’er Preben Vilhjelm udtale, at enhver form for moralisering i forhold til salget af DONG-aktier til Goldman Sachs var skudt helt ved siden af, da det ville være det samme som at moralisere omkring hajers adfærd. Socialdemokraten Henrik Sass-Larsen udtalte også i denne sammenhæng, at man ikke kan moralisere omkring penge.

Det er sørgeligt at erfare, at det dels er en meningsdanner og tidligere politikere fra VS samt en nuværende socialdemokratisk politiker, man skal høre sådan noget fra. Men det sætter meget godt den nuværende verdenssituation i perspektiv.

Pøbelvælde og Goldman Sachs
Mange medier er således også blevet bidt af en gal haj. Weekendavisens redaktør Anne Knudsens angreb på ”pøbelvældet”, som hun i en leder kaldte de 200.000 mennesker, der skrev under på protesten mod salget af aktier til Goldman Sachs, er også et udtryk for den forhærdelse, der finder sted.

“De (underskriverne) kendte ikke sagens rette sammenhæng,” skrev hun. Men hvordan skulle de det, når ikke engang dem, der skulle stemme for eller imod i Folketinget kendte til de nærmere omstændigheder? Det er åbenbart ikke gået op for Anne Knudsen, at der findes en etisk fordring, der blot behøves at kende til Goldman Sachs’ baggrund for at kunne tage bestik i sagen.

Selvfølgelig har vi et valg. Hver gang vi bruger penge, kan vi bestemme, hvad vi skal bruge dem til. Deri ligger altid et moralsk dilemma gemt. Ligesom der gør det, når man VÆLGER at sælge 19% af DONGs aktier til et firma som Goldman Sachs. Vi VÆLGER også, om vi vil sælge våben eller børneporno. Og indtil videre ser det dog ikke ud til at være noget, politikerne overvejer. Men hvorfor egentlig ikke, hvis en haj er en haj og ikke et menneske?

Hvert minut kan vi VÆLGE, om vi vil være hajer eller mennesker. Det er der, moralen og etikken kommer ind.

Hvorfor har vi VALGT, at det er i orden, at markedskræfterne har fri adgang til vores politikere, mens borgerne, som nu udelukkende betegnes som forbrugere, er sat uden for indflydelse? Hvorfor har vi VALGT, at det er i orden, at man kan spekulere i andre menneskers ulykke? Hvorfor har vi VALGT, at der skal tages mere hensyn til kapitalen end til mennesket?

Når man stiller sådanne spørgsmål, får man straks at vide, at man er naiv.

Altså: Her gælder hajernes motto: Spil spillet – dø eller overlev!

Drømmen om at blive millionær
Mange mennesker drømmer om at blive millionærer. Nogle af dem, der oplever det, oplever også, at det millionerne bragte med sig, egentlig ikke var det, de drømte om.

Andre bliver bidt af millionen og ønsker sig én mere, og én mere, og én mere. Ja, der findes mennesker, der er så rige, at de ikke ved, hvad de skal bruge pengene til andet end overdreven luksus. I frygt for at miste rigdommene søger mangemillionærerne sammen i små samfund, beskyttet af vagtværn, pansrede mure og elektrisk hegn.

Men tænk, hvis vi nu VÆLGER at gøre noget andet. Hvad om vi VÆLGER et nyt perspektiv, en ny mening med tilværelsen, netop fordi der er så meget, der kunne gøres meget bedre, som først og fremmest har med etik og ikke penge at gøre?

Den jødiske læge Victor Frankl, som oplevede nazisternes koncentrationslejre på nærmeste hold, fortæller, at han dagligt oplevede mennesker, der stod overfor valget enten at stjæle naboens brød eller at dele sit eget med den, som intet havde.

I bogen ”Psykologi og Eksistens” beskriver han, hvordan mennesker, selv når de er reduceret til dyr og lever under de mest grufulde omstændigheder, man kan forestille sig, alligevel VÆLGER at være ansvarsbevidste, hjælpsomme og omsorgsfulde mennesker.

Vi har altid uanset situationen et VALG!

Menneske eller haj?

Lars Muhl er musiker, komponist og forfatter. Han skriver jævnligt for OrganicToday.dk

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: