MRSA stortrives med højt forbrug af zink til svin

MRSA: Lægemidlet zink bruges flittigt af danske svinebønder, fordi det kan forebygge diarré hos smågrise. Men zink giver samtidig plads til, at den resistente MRSA-bakterie trives endnu bedre.

Man har nedbragt antibiotikaforbruget, men skruet op for zinkforbruget. Så er vi lige vidt, siger Hans Jørn Kolmos.

Lægemidlet zink er populært hos danske svineproducenter, fordi man har fundet ud af, at det kan forhindre væksten af colibakterier hos smågrise, så de ikke så tit får diarré. Siden 2005 er forbruget mere end tredoblet, men nu slår førende eksperter alarm.

- Zinkforbruget til svin er et stort problem for mennesker, fordi det fremelsker MRSA hos grisene, som bliver overført til mennesker og giver sygdomme, siger professor i mikrobiologi ved Syddansk Universitet, Hans Jørn Kolmos til Politiken.

Forbruget af lægemidlet zinkoxid er mere end tredoblet, siden Fødevarestyrelsen begyndte at registrere det i 2005. I 2014 steg forbruget til hidtil ukendte højder med 412,4 tons zink, viser en opgørelse fra Fødevarestyrelsen, som Politiken har haft lejlighed til at læse.

Tidlig fravænning
Smågrise risikerer at få diarré, fordi de efter blot fire uger bliver fjernet fra soen for at optimere produktionen. Det er i de første 14 dage derefter lovligt at blande foderet op med en begrænset mængde Zinkoxid, der forebygger diarré.

Tidligere brugte landmænd også antibiotika som flokmedicinering til at forebygge diarré, men det er forbudt i dag.

- Man har nedbragt antibiotikaforbruget, men skruet op for zinkforbruget. Så er vi lige vidt. Det er formentligt derfor, at vi sidder i den her fælde, hvor der bliver flere og flere resistente MRSA-bakterier, siger Hans Jørn Kolmos til Politiken.

I 2014 steg antallet af registrerede smittede danskere med svine-MRSA til 1.276, hvilket er tæt på en fordobling fra året før, viser tal fra Statens Serum Institut.

Læs også dyrlæge Hanne Koplevs kronik på OrganicToday.dk:

Massiv forurening af kobber fra svineproduktion

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: