Massiv forurening af kobber fra svineproduktion

KRONIK – Dansk svineproduktion har et massivt overforbrug af kobber. Det blandes i alt for høje doser i foderet til grise for at forebygge diarré. Svineproducenterne bruger årligt over 2.000 tons kobbersulfat, som ender i miljøet, i grundvandet og i vores mad, skriver dyrlæge Hanne Koplev.

Smågrise får langt mere kobber, end de har brug for. Det sker for at forebygge diarré. Foto: Colourbox

Af Hanne Koplev, dyrlæge

Til svineproduktionen bruges årligt ca. 2000 tons kobbersulfat, som ender ude i miljøet og dermed i vores fødevarer og grundvand. Forureningen med kobber, som er et tungmetal, har fundet sted i flere årtier.

Kobber tilføres svinefoderet som vækstfremmer (i stedet for antibiotika) for at undgå, at dyrene får diarre. Men diarre-problemerne opstår, især fordi smågrisene tages alt for tidligt fra soen.

Svineproducenternes profit øges, når grisene har færre diarre-problemer (og derved vokser hurtigere), og når grisene fravænnes tidligt, så soen hurtigere kan føde næste hold grise.

Smågrise får i de første 12 uger af deres liv 170 mg kobber pr. kg. foder (hvilket er 34- 49 gange deres behov for kobber). Derefter får grisene ca. 25 mg kobber pr. kg. foder (hvilket er ca. 5-7 gange deres behov). Grises behov er ifølge en nyere norsk rapport 3,5- 5 mg kobber pr. kg. foder.

For at sætte grises fodring med kobber i perspektiv, kan det oplyses, at dagsbehovet af kobber til en voksen mand er ca. 1 mg.

Dyr, som for eksempel får, vil dø af kobberforgiftning, hvis de fodres med svinefoder, og der er tilmed set eksempler på dødelig kobberforgiftning hos får, hvor deres foder ”kun” er blevet forurenet med svinefoder.

Tre ministre svarer
Trods ovenstående oplysninger om den massive tildeling af kobber i foderet til svin svarer miljøministeren, fødevareministeren og sundhedsministeren på spørgsmål om forbrug af kobber til svineproduktionen at:

  • »Kobber og zink er tilladte tilsætningsstoffer i foder. De tilsættes for at dække dyrenes naturlige behov….«
  • »Kobber tilsættes foder, fordi dyrene har et basalt fysiologisk behov for kobber…«
  • »En nedsættelse af maksimumgrænserne for kobberindholdet i foderet bør ske under hensyntagen til dyrenes velfærd, sundhed samt produktiviteten i svineproduktionen. I forhold til dyresundheden er det desuden afgørende, at en eventuel reduktion af indholdet af kobber i foder ikke fører til et uhensigtsmæssigt øget forbrug af antibiotika i svineproduktionen.«

Ministrenes svar er naturligvis udformet af embedsmænd. Hvorvidt disse embedsmænd kun er mangelfuldt fagligt funderet – eller de er direkte misinformeret – kan der kun gisnes om.

Forurening med kobber fra svineproduktionen giver disse problemer:
1) Udvikling af antibiotika-resistente bakterier.
2) Risiko for akut kobberforgiftning ved spisning af indmad fra kobberforgiftede dyr.
3) Risiko for udvikling af kronisk kobberforgiftning.
4) Allergiproblemer ved allergi overfor kobber.

Ad 1) Udvikling af antibiotika-resistente bakterier som følge af brug af kobber har været kendt i mere end et årti og er beskrevet af professor Frank Aarestrup Møller og seniorforsker Henrik Hasman, DTU.

Problematikken blev for nylig omtalt af professor Hans Jørn Kolmos, en af Danmarks førende forskere inden for resistens, som udtalte:

»Der er to veje til at frembringe resistente stafylokokker: Man kan bombardere dem med antibiotika eller med tungmetaller. I begge tilfælde ender det med udviklingen af resistente bakterier…«

Zink, som ligeledes bruges intenst i svineproduktionen, kan desværre også medvirke til udvikling af antibiotika-resistente bakterier.

Med MRSA-sagen i mente, med udviklingen af antibiotika-resistente bakterier, bør interessen ikke kun omfatte brug af antibiotikum, men også følgerne af landbrugets brug af tungmetallerne kobber og zink.

Det er min antagelse, at svineproducenternes topledelse får problematikken med udvikling af antibiotika-resistens til at ”forsvinde” ved, gennem lobbyisme, at få myndigheder til at omdøbe betegnelsen antibiotika-resistens til den intetsigende betegnelse: ”kobber-resistens”.

Ad 2) Risiko for akut kobberforgiftning ved spisning af indmad (lever, nyre, hjerte) fra kobberforgiftede dyr.

Det nu nedlagte Center for Vildtsundhed har foretaget undersøgelse af rådyrlevere for ophobning af kobber. Et enkelt dyr ud af 35 undersøgte havde 200 mg kobber pr. kg lever vådvægt (vådvægt betyder naturlig lever, modsat tørvægt, som er væv uden vandindhold).

En lille gruppe private jægere har udtaget leverprøver af rådyr og indsendt disse til test Eurofins Steins Laboratorium A/S, Holstebro. Rådyr, skudt nær store svineindustrier, havde et indhold af kobber i leveren, som var endnu højere end resultaterne i undersøgelsen foretaget af Center for Vildtsundhed.

Indtagelse af en fødevare med et så højt indhold af kobber må antages at kunne medføre en akut kobberforgiftning. Akut kobberforgiftning viser sig ved mave-tarm-lidelse.

Den dødelige dosis kobber for et voksent menneske er 200 mg. Da lever svinder ca. 35 procent ved stegning, svarer det til, at spisning af 650 gram stegt lever af et kobberbelastet rådyr kan udgøre en dødelig dosis.

Ved spisning af indmad fra vildt og andre dyrearter, som kunne have ophobet kobber i indre organer, bør man overveje, om fødevaren kan medføre akut kobberforgiftning eller ”kun” bidrage til kronisk kobber-belastning / kobber-forgiftning, dersom ens organisme ikke kan udskille kobber i det omfang, som man belastes med kobber.

Ad 3) Risiko for udvikling af kronisk kobberforgiftning.
Kobber findes i forskellige fødeemner og er nødvendig til f.eks. dannelse af forskellige enzymer.
Der synes at være en meget lille marginal hos mennesket mellem for lav og for høj indtagelse af kobber.

Kobberbelastning eller kobberforgiftning kan opstå ved:

  • Indtagelse af for store mængder kobber.
  • Ved problemer med leverens udskillelse af kobber, – Ved kombinationen af forøget indtagelse og nedsat udskillelse.
  • Ved kviksølvforgiftning, da dette hæmmer evnen til at udskille kobber.

Kobber findes udover den naturlige forekomst i diverse fødevarer: – som forurening i fødevarer / grundvand, – i amalgam-fyldningerne, i drikkevand fra kobberrør, – i kobbergryder, -i kobberspiral.

Kobber-belastning / kobber-forgiftning vil bevirke øget dannelse af frie radikaler (som er reaktive og giftige stoffer) og oxidativ stress, dersom organismen ikke kan neutralisere de fri radikaler, med antioxidanter, i tilstrækkeligt omfang.

Kobber-belastning vil også forstærke den giftige virkning af andre tungmetaller, medvirke til immunologiske problemer og medføre mangel på zink. Zinkmangel kan medføre fertilitets-problemer.

Den kronisk ophobede (kumulative) kobberforgiftning opstår, når individet over længere tid udsættes for større mængde kobber, end organismen kan udskille.

Kronisk kobberforgiftning kan medføre skader på lever, nervesystemet, hjerte, lunger, nyre og øjne samt medføre symptomer som: – sygelig træthed, – depression, – andre mentale lidelser, – nedsat immunforsvar, – kronisk infektion, – harskning af fedt, – symptomer på zink-mangel, – fotosensibilisering.

Eksempler på sygdomme, hvori kobberforgiftning indgår eller kan indgå:
Antal patienter i Danmark med (midlertidig eller permanent sygdom):

  • Wilsons sygdom ca. 165
  • Alzheimers Demens ca. 85.263
  • Parkinsons Sygdom ca. 6000
  • Depression ca. 500.000
  • Depression efter fødsel ca. 5.5% af fødende kvinder (år 2000)
  • Skizofreni ca. 20.000 (år 2000) defineret som varig sindssygdom
  • Funktionelle Lidelser ca. 300.000

I Danmark testes patienter typisk ved en almindelig blod- eller urin-prøve ved mistanke om kobberforgiftning, men denne metode er ikke relevant til påvisning af den kroniske kobberforgiftning. Metoden kan endog give falsk negativ resultat til skade for patienten, som risikerer at blive lægeligt behandlet med tilskud af kobber på grund af lavt indhold af kobber i blod- eller urin-prøven.

Dyrlæger og biologer er bekendt med, at lavt indhold af kobber i blod- eller urin-prøven kan indikere en kronisk kobberforgiftning med ophobning af kobber i de indre organer, da der er omvendt proportionalitet.

Ad 4) Allergiproblemer ved allergi overfor kobber.
Det er velkendt, at man kan være allergisk overfor nikkel og krom, men også allergi overfor kobber forekommer.

Der er mennesker, som føler sig ”gylle-ramt” og reagerer på udbringning af svine-gylle med hovedpine, træthed, utilpashed, svimmelhed, kvalme og opkast.

Disse mennesker kunne have udviklet allergi overfor kobber, og de bør derfor udredes i sundhedsvæsenet med relevante diagnostiske metoder f.eks. ved en MELISA-test. Det sidste kræver, at det danske sundhedsvæsen opdaterer deres faglige viden indenfor emnet.

Der er mange problemer forbundet med det kolossale forbrug af kobber i svineproduktionen, og man kunne fristes til at spørge, hvorfor resten af samfundet skal bringe så store ofre – økonomisk og hvad liv og godt helbred angår – for at svineindustrien kan opretholde en kunstig og uholdbar måde at producere svin på?

Og som biolog og professor, Rune Dietz udtaler til Avisen Natur og Miljø, er det ”et voldsomt eksperiment” at hælde flere hundrede ton kobber ud i naturen via svinegylle uden at undersøge, hvordan det påvirker dyreliv og mennesker.

Hanne Koplev er dyrlæge og har i mange år interesseret sig for tungmetaller og tungmetalforgiftning af især mennesker. Herunder vaccineskader på grund af vacciners indhold af kviksølv og aluminium samt landbrugets forurening med kobber.

Læs mere:

Sink og kobber i produksjonen av gris og fjørfe – stoffenes skjebne og effekter i næringskjede og miljø

Biodiversiteten er truet af kobber fra landbruget

Folketingsspørgsmål om kobber

Høringssvar om kobber

Professor: Metaller i svinefoderet gør bakterier resistente

Notat: Kobber i rådyr og harer

Melissa Foundation: Metal exposure, The study of metal allergy

Politiken: Nabokrig om gylle gør folk syge

Landbrugets kobberfourening kan være skyld i massedød blandt råvildt

Aarhus Universitet, Institut for Bioscience, professor Rune Dietz

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: