Miljøminister forbyder sprøjtegift

Forbud skal sætte en stopper for landbrugets brug af ukrudtsmidler med aktivstoffet bifenox. Det sker for at beskytte grundvandet og sikre rent drikkevand.

Landmændene må ikke længere bruge ukrudtsmidler med aktivstoffet bifenox.

Miljøminister Ida Auken forbyder landmændene at bruge sprøjtemidler med aktivstoffet bifenox. Det sker efter, at Miljøstyrelsen har vurderet, at bifenox kan medføre en forurening af grundvandet.

- Drikkevandet skal være rent. I Danmark skal vi trygt kunne åbne for vandhanen og drikke vandet uden at frygte, at der er sprøjtemidler i det. Nu har vi påvist, at bifenox kan føre til, at grænseværdien for sprøjtemidler i grundvandet overskrides. Derfor fjerner jeg landbrugets mulighed for at bruge bifenox, så vi sikrer, at drikkevandet forbliver rent, siger miljøminister Ida Auken.

Bifenox blev i 2008 godkendt til at bekæmpe ukrudt i korn, raps og frøgræs, da producentens undersøgelser af stoffet viste, at grænseværdien for pesticider i grundvandet ikke ville blive overskredet. Men Miljøstyrelsen har fået testet stoffet i Varslingssystemet for pesticider i grundvandet. Bifenox er blevet testet syv forskellige gange, og i to tilfælde blev grænseværdien overskredet med nedbrydningsproduktet bifenox-syre.

Minister advarer EU

Ud over risikoen for at forurene grundvandet viste undersøgelsen i varslingssystemet samtidig, at bifenox på markerne kan nedbrydes til det kræftfremkaldede stof nitrofen, der er identisk med et ældre ukrudtsmiddel. Nitrofens alvorlige effekter medførte, at det blev forbudt at anvende i EU i 1986.

- Vi skal sikre os mod, at et så giftigt stof som nitrofen, som vi har forbudt for mange år siden, kommer ind ad bagdøren og ud i miljøet. Jeg har derfor bedt Miljøstyrelsen informere de andre myndigheder i EU om den nye viden, som vi har fået i Danmark om bifenox, så det kan komme alle europæere til gode, siger Ida Auken.

På baggrund af resultaterne fra varslingssystemet har producenten af bifenox i samråd med Miljøstyrelsen allerede stoppet salget af stoffet i Danmark. Miljøstyrelsen har ikke mulighed for at tilbagekalde eventuelle rester, som landmænd kan have stående. Men Miljøstyrelsen anbefaler, at landmændene enten bortskaffer bifenox-rester eller først anvender det til foråret, hvor risikoen for grundvandet er mindre.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER:

  • Søg efter relaterede artikler. Anvend søgefunktioen nederst i venstre hjørne og indtast dit søgeord.