Hvem skal eje jorden i fremtiden?

KRONIK – Selvejet er på vej ud af dansk landbrug. Aktieselskaber og pensionskapital styret af kortsigtede kapitalinteresser tager over. Men der findes bæredygtige alternativer som folkeaktier og fondseje, så landbruget kan blive et fælles anliggende og ansvar.

Hvem skal eje jorden i fremtiden? Selvejet, som engang var lige så helligt for bønderne som Jomfru Maria for den katolske kirke, er på vej ud. I stedet står store kapitalinteresser på spring. Foto: Colourbox

”Der var så dejligt ude på landet; det var sommer, kornet stod gult, havren grøn, høet var rejst i stakke nede i de grønne enge, og der gik storken på sine lange, røde ben og snakkede ægyptisk, for det sprog havde han lært af sin moder”.

Sådan begyndte H.C. Andersen sit eventyr om ”Den grimme ælling”, som viste sig at blive til den smukkeste svane. Svanen er i dag Danmarks nationalfugl. Og vi kan vel godt tillade os at sige, at landbruget, som H.C. Andersen skildrede det i forrige århundrede, er gået til vores hjerter. Eventyret om Dansk Landbrug.

Mens H.C. Andersen levede, var de store landboreformer i gang. Tidligere tiders hoveri og godsejervælde blev afløst af selvejet, hvor frie bønder tog springet ud i selvejets økonomiske usikkerhed. Fra få hundrede familier på godserne havde ejet størstedelen af landbrugsjorden, kom landbrugene nu i frie bønders hænder og kulminerede omkring 2. verdenskrig, hvor vi havde omkring 200.000 landbrug ejet af selvstændige bønder.

Det mest opdyrkede land i verden
Siden Anden Verdenskrig er antallet af selvejede landbrug dalet. Landbruget har været igennem en enorm effektivisering og rationalisering med intensiv brug af kunstgødning og kemiske sprøjtemidler, monokulturer med satsning på få afgrøder og specialisering af den animalske produktion.

Vi er det mest opdyrkede land i verden. Hele 62 procent af vort areal er udlagt til landbrug. Vi producerer to gange så meget primært animalsk mad, som vi selv kan spise. Derfor kan vi mætte ekstra 10 mio. mennesker, og derved leverer danske landbrug hele 24 procent af vores samlede vareeksport.

Udviklingen har betydet en bevægelse mod større og færre enheder med mere jord, mere gæld og flere renteudgifter samlet på færre hænder. Omregnet til heltidsbedrifter har vi under 12.000 landbrug. Og tendensen forventes at fortsætte, så vi om få år når ned på omkring 8.000 heltidsbedrifter i Danmark.

Strukturudvikling kaldes fænomenet. En uafviselig markedsøkonomisk dynamik aftvunget af landmændenes behov for at fastholde en indtjening og økonomisk overlevelse i konkurrencen med andre landmænd i indland og udland.

Men økonomi er ikke det hele. Vi kommer ikke uden om, at effektiviseringen og strukturudviklingen i landbruget har vist sig at have en lang række ikke prissatte negative følgevirkninger på både miljøet, biodiversiteten, husdyrenes velfærd og på mennesker i og uden for jordbrugserhvervet.

Vi har siden 1990’erne lukket drikkevandsboringer med pesticidrester i hobetal. Antallet af harer, agerhøns, lærker og sommerfuglearter i det åbne land er stærkt reduceret. Selv honningbien er en truet insektart. Uden honningbien er menneskeheden selv en truet art!

Samtidig er landdistrikterne blevet affolket og tømt for liv. Bybefolkningen er nærmest amputeret fra landbruget og naturen. Børn, unge og voksne er fremmedgjorte over for, hvordan vores mad fremstilles, og har helt mistet fornemmelsen for årstidens rytmer.

Nogle unge og voksne lever i dag på overførselsindkomst, fordi de ikke kan klare konkurrenceræset. I gamle dage ville de kunne finde en plads på en gård eller hos den lokale smed. Nu tvinges de i nyttejob hos kommunen, mens polakker og litauere arbejder for en lav timeløn i landbruget.

Det økologiske landbrug har siden 1970’erne forsøgt at være et alternativ til det ikke bæredygtige landbrug, hvor også sociale og kulturelle værdier oprindelig var en del af økologien. Mod en merpris til forbrugerne har økologerne forsøgt at værne om miljøet og husdyrene. Men selv om økologisk landbrug i dag udgør 7 procent af landbrugsarealet, er det økonomiske pres nøjagtig lige så stort for økologer.

Faktisk er flere økologiske malkekvægsbedrifter i Sønderjylland af økonomiske årsager blevet opfordret af deres bank til at gå tilbage til konventionel produktion. Samtidig opkøber tyske biodieselselskaber sønderjysk jord og dyrker intensive biomajsmonokulturer med tysk arbejdskraft på kontrakter, der løber i 20 år. Så nytter det jo ikke meget, at regeringen i sin handlingsplan for 2020 vil have fordoblet det økologiske areal. Det er en illusion at tro, at det udelukkende kan ske på markedsvilkår.

En ny epoke for landbruget
Vi står over for en tærskel i landbrugets udvikling, som er lige så stor, som da andelsbevægelsen i 1800-tallet gik fra vegetabilsk til animalsk produktion. Vi bliver nødt til at se på landbrugets problemer ud fra en helhedsmæssig synsvinkel, hvor økonomi, miljø, dyrevelfærd og det sociale går hånd i hånd. Vi kan ikke blive ved med at nytteoptimere i små produktionsnicher på markedsvilkår med store omkostninger for andre felter af samfundet til følge.

Landbruget er i dag så forgældet, at det vel nærmest er banker og kreditforeninger, der bestemmer, hvad der skal produceres. En stor del af udfordringen ligger derfor på det finansielle område for fremtidens bæredygtige landbrug. Strukturudviklingen har nemlig gjort generationsskiftet i det selvejede landbrug overordentlig vanskeligt.

En gård nu om dage går sjældent i arv fra far til søn. Og for hvert ejerskifte sker der en ny gældsætning, fordi den gamle ejer tager friværdien med sig som sin pensionsopsparing. Nye landmænd skal derfor gabe over en endnu større gældsbyrde på de enkelte bedrifter. Det kan de færreste.

For selv om en ung landmand er fagligt dygtig og med flid har opsparet et par hundrede tusinde kroner, er der langt op til en gård på 40-60 mio. kr., som er stor nok til at kunne brødføde en familie. Her takker bankerne og kreditforeningerne oftest nej til at yde lån.

Også etablerede landmænd møder en finansiel mur. Efter finanskrisens udbrud i 2008 faldt værdien af dansk landbrugsjord med omkring 40 procent, og mange landmænd har haft underskud på driften. Resultatet er et fald i landbrugets egenkapital, og mange etablerede landmænd kan ikke længere låne penge.

Så hvor går landmanden hen, når banken og kreditforeningen siger nej og staldbygningen er nedslidt og der helst skal bygges en ny og større for at kunne matche fremtidens krav til et effektivt og moderne landbrug?

Fødevareindustrien er her nødtvungent gået ind som finansiel partner for landmændene. Danish Crown, Tican, Danpo og Kopenhagen Fur er eksempler på industrielle partnere, som har indført udvidede kautionsforpligtelser over for bankerne og finansieret dele af købesummen ved generationsskifte for at løfte landbruget ud af kreditklemmen.

I de senere år er der også gjort forskellige tiltag fra politisk hold for at sikre bedre finansieringsmuligheder. I 2010 blev landbrugsloven liberaliseret ved at fjerne en række barrierer for generationsskiftet. Bl.a. i form af ophævelse af regler om størrelsen og antal dyr på bedriften og en lempelse af kravet om selveje.

Dermed blev det muligt at organisere landbrugsbedrifter i selskabsform for at tiltrække kapital fra private investorer og pensionskasser. Landbrugets Finansieringsbank blev også etableret i 2012 for at hjælpe effektive, men gældsplagede landmænd.

I foråret 2013 kom den regeringsnedsatte og uafhængige Natur- og Landbrugskommission med forslag til løsning af landbrugets strukturelle, økonomiske, miljømæssige og klimamæssige udfordringer. For at tiltrække kapital fra investorer foreslog kommissionen, at landbrugslovens barrierer for selskabsdannelse helt fjernes.

Herved forsvinder landmandens bestemmende indflydelse på ejendomme organiseret som selskaber og landmandens fortrinsret ved køb af naboejendomme. Derved åbnes op for, at landbruget som helhed professionaliseres, ejes og drives som andre erhverv – dvs. som en forretning med selskabsstruktur.

Regeringen har taget Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger til sig. I regeringens ’Vækstplan for fødevarer’ fra december 2013 lægges der nemlig op til at fjerne alle landbrugslovens barrierer for selskaber samt at forbedre lånemulighederne via Landbrugets Finansieringsbank og Vækstfonden.

Revisionen af landbrugsloven vil formentlig tiltrække kapital fra pensionskasser, investeringsfonde og udenlandske investorer. Men liberaliseringen åbner også op for at lade ’den usynlige og anonyme hånd’ og de kortsigtede kapitalinteresser på kapitalmarkedet regere.

Det giver muligheden for, at landbrugene kan blive samlet på endnu færre hænder og selskaber og med udenlandske kapitalfonde som ejere af danske landbrug. Her bliver landmanden til en lønmodtager uden fod under eget bord. Og kapitalfondene vil kun skele ekstra til miljøet, dyrevelfærden, klimaet og det sociale, hvis der er penge i det.

Vi kan med strukturudviklingen in mente nærme os en fremtid for landbruget, som kan give mindelser om middelalderens godsejervælde og feudalsamfund. Allerede i dag ejer mindre end 1 procent af befolkningen de 62 procent af Danmarks areal, som er udlagt til landbrug. Men hvor over 80 procent af befolkningen boede på og havde tilknytning til landbruget i 1800-tallet, er det i dag kun omkring 6,5 procent af alle beskæftigede.

Vi bør stille os selv spørgsmålet, om det er en god idé at betragte landbruget som en helt almindelig forretning, som skal give det størst mulige afkast til aktionærerne? Markedslogikken med den usynlige og anonyme hånd har i hvert fald ikke selv med en strammere miljølovgivning været i stand til i væsentligt omfang at give liv til miljø, natur, dyrevelfærd og det sociale.

Vi bør også stille os selv spørgsmålet, hvem der egentlig skal eje jorden i fremtiden og bestemme over den? For tilhører jorden ikke os alle? Er jorden ikke et fælles anliggende, som vi alle bør værne om? Eller er jorden bare til for det fåtal, der har penge nok?

Fælles folkeligt ansvar
Hvorfor ikke åbne os for flere mulige modeller end den usynlige og anonyme markedsøkonomiske hånd? Hvorfor ikke lade landbruget blive et fælles folkeligt ansvar og anliggende? Hvorfor ikke skabe grundlaget for et landbrug med et langt dybere blik for bæredygtighed og mangfoldighed i en helhed af økonomi, miljø, natur, dyrevelfærd og det sociale?

Hvis danske pensionskasser i fremtiden ser landbruget som en investeringsmulighed, bliver vi som medlemmer af pensionskassen indirekte medejere af danske landbrug. Men det bliver anonymt for os, hvilke typer landbrug vi er med til at eje.

Ligesom det er muligheden for et afkast, der bestemmer, i hvor høj grad landbruget skal være miljøvenligt og socialt ansvarligt. AP Pension er her gået forrest og har som det første pensionsselskab sat en sum på 300-600 mio. kr. af til opkøb af landbrug.

Mindre usynligt og anonymt vil det være, hvis ejerskabet i landbruget bliver udbudt som folkeaktier. Så vil vi alle frit kunne købe aktier og vælge, om vi vil fremme en økologisk udvikling af Danmark. Eller hellere vil investere i store konventionelle svinebrug med eksportpotentiale og kæmpe gylletanke.

Jorden i landbruget kan også over tid frikøbes. For ingen af os ejer jord, når vi bliver født. Ligesom vi heller ikke tager noget med os, når vi engang forlader jorden.

Når jorden i landbruget frikøbes, står ingen selskaber eller enkeltpersoner som ejere af jorden. Derved fjernes risikoen for, at det er kortsigtede kapitalinteresser, der styrer landbrugets udvikling. Ligeledes elimineres det, at det bliver stadig dyrere at købe en ejendom som ung landmand.

Selvstændige fonde træder her ind som forvaltere af jorden og sørger for, at det sker på et bæredygtigt grundlag. I stedet for køb lejes jorden ud til dygtige og landbrugsuddannede forpagtere, som skal dyrke jorden på bæredygtig vis.

I 2001 har Fødevareministeriet skitseret mulighederne for etableringen af en sådan jordbrugerfond. Ligeledes findes der i Danmark og udlandet mange eksempler på fondskonstruktioner i landbruget, som vi kan lade os inspirere af.

Landbrug støttet af lokalbefolkningen
Landbrugslauget ved Karise er ejet af 500 forbrugere og drives af en ansat økologisk landmand. Økologisk Samsø er i fuld gang med at oprette en fond, så forbrugere og andre kan frikøbe jorden og fremme en bæredygtig og langsigtet udvikling. Biodynamisk Samvirke i Sønderjylland arbejder også med fondstanker.

I Frankrig og Storbritannien eksperimenterer Terre de Liens og Soil Association med nye ejerformer, som bygger på fondstanken og fremmer en økologisk og lokal udvikling. I Tyskland har især det biodynamiske landbrug en lang tradition for fondsejede landbrug. Gårdene er centrum for alskens liv med landboturisme, undervisning af børn og inddragelse af sårbare mennesker fra byerne, så alle kan få et naturligt og helsebringende forhold til jorden og dyrene. Et nyere initiativ hedder Regionalwert AG.

I USA findes over 4.000 fællesskabsejede landbrug – Community Supported Agriculture – hvor ejerskabet er lagt ud til forbrugerne. Yggdrasil Land Foundation er her et eksempel på en nonprofitfond i Californien, som samarbejder med landmænd, der ønsker at sælge eller donere deres økologiske ejendom til fonden. Derved kan gården drives videre af familier og lokalbefolkningen på økologisk vis og ikke blive solgt til højestbydende biomajsproducent eller industrilandbrug.

Vidtløftigt kan det jo lyde at frikøbe jorden. For hvor skal pengene komme fra? Men hvis vi gør os den tanke, at Danmarks landbrugsjord skal ejes af os alle i fællesskab, ser regnestykket således ud: Arealmæssigt er landbruget på 2.645.000 hektar. Landbrugets aktiver i selveje udgør i dag 588 mia. kr. Med en befolkning på godt 5,6 mio. indbyggere betyder det, at hver dansker i gennemsnit har 0,5 hektar under plov og ’løfter landbrugsaktiver’ for godt 105.000 kr.

Hvis vi så oven i købet tænker os ind i en langsigtet og bæredygtig fremtid, hvor vi tør slagte den hellige gris. Hvor vi ikke nødvendigvis skal producere to gange flere areal-, energi-, klima-, ulivs- og transporttunge animalske fødevarer, som vi selv kan spise. Og at den danske gennemsnitskost bliver langt sundere og mere vegetarisk med årstidens lokale grøntsager, som alle sundheds- og klimaanbefalinger peger på. Ja, så ser regnestykket måske langt mere overkommeligt ud.

Så skal hver dansker kunne ’bære landbrugsaktiver’ på måske en fjerdedel af ovenstående regnestykke. Dvs. hver dansker skal som livsinvestering skyde omkring 26.000 kr. ind i landbruget! Det er vel ikke en uoverkommelig tanke endsige løsning? Og vel slet ikke hvis vi tænker på, at den samlede pensionsformue i Danmark i 2012 var på 3.339 mia. kr. eller godt 600.000 kr. i gennemsnit per indbygger!

Så tør vi overlade ansvaret for at forvalte vor jords fremtid til markedsøkonomiens usynlige og anonyme hånd og de kortsigtede kapitalinteresser? Eller vil vi i fællesskab gøre ejerskabet i landbruget synligt og lægge finansieringen om, så det fremmer en langsigtet og frugtbar helhed af økonomi, miljø, dyrevelfærd og det sociale?

Det fordrer, at vi tør gribe finansieringen, organiseringen og vort syn på landbruget helt anderledes an! Måske i en kombination af lokalt medejerskab og selveje? Af nyt folkeligt engagement og nye stolte landmands-traditioner? Hvor en stresset eller fortabt bybefolkning måske lærer at dyrke jorden igen? For et bæredygtigt Danmark?

For hvad nytter et højt afkast, hvis 1 liter rent vand koster 20 kr. om 30 år? Skal fremtidens børn ikke også have mulighed for at se en mangfoldighed af sommerfugle, agerhøns, harer og lærker på marken og se honningbien arbejde utrætteligt?

Henrik Platz er cand.merc. fra Handelshøjskolen i Aarhus og har blandt andet været med til introducere Ø-mærket i begyndelsen af 1990′erne og har arbejdet for den bæredygtige andelskasse Merkur.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: