Historiens hidtil største klimamarch

Arrangørerne anslår, at omkring 310.000 mennesker var på gaden i New York. Foto: CC BY flickr John Minchillo.

KLIMAMARCH – Dette er den planet, hvor vores efterkommere skal leve. Der er ingen ‘Plan B’, for vi har  ingen ‘Planet B´, lød det fra FN´s generalsekretær Ban Ki-moon under søndagens klimmarch, der samlede 310.000 deltagere i New York.

Gårsdagens demonstrationer verden over blev den hidtil største manifestation med krav om, at politikerne samles om at gribe ind over for de accellererende klimaforandringer, der truer fremtidige generationers livsbetingelser og velfærd.

Arrangørerne anslår, at omkring 310.000 mennesker var på gaden i New York. Med FN´s generalsekretær Ban Ki-moon, den tidligere amerikanske vicepræsident Al Gore og skuespilleren Leonardo DiCaprio i spidsen, gik den store menneskemængde igennem Manhattan med paroler og farvestrålende bannere.

Klimamarch i 166 lande
Perople´s Climate March fandt sted før verdens regeringschefer og politikere samles i FN for at diskutere blandt andet klimaforandringer. Marchen fandt sted i en koordineret aktion i 166 lande kloden rundt. Også i Danmark, Storbritannien, Frankrig og andre europæiske lande fik klimamarchen mange mennesker ud på gaderne

- De mange deltagere slår vores vildeste forventninger, siger Ricken Patel, administrerende direktør for aktivistgruppen Avaaz, som har koordineret marchen.

FN´s generalsekretær Ban Ki-moon, der deltog i marchen, bar kasket og en t-hsirt med teksten: ‘I´m for climate action’. Han gik arm i arm med den franske miljøminister Segolene Royal.

- Dette er den planet, hvor vores efterkommere skal leve. Der er ingen ‘Plan B’, for vi har  ingen ‘Planet B´, sagde Ban Ki-moon ifølge nyhedsbureauet Reuters.

FN´s generalsekretær til højre med blå kasket gik med i klimademonstrationen i New York. Foto: FN/ Mark Garten

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: