Fri mig for klimanonner og grønvaskere
KLIMA – Vi har stadig brug for asketen og jubelidioten – men de må ikke tage fokus. Vi bliver nødt til at snakke om de store reformer og vores folkevalgte må til at smøge ærmerne op og komme i gang
Hvorfor er der så stor modstand imod at investere i reel grøn omstilling? Foto: Colourbox
Af Louise Vinther Alis, formand for Radikale Venstres dialogforum for Grøn Omstilling
Sommeren 2018 med tørke, skovbrande og en høst, der truede med at slå fejl fulgt af en ikke-eksisterende vinter, har været et håndgribeligt bevis på klimaforandringernes eksistens – og på at klimaudfordringerne, om noget, er nærværende og på ingen måde omkostningsfrie.
Når klimaforandringerne gør så ondt som de gør, og har så mærkbare konsekvenser for alle på kloden, er det overraskende at holdningen blandt lovgivere og mange borgere i Danmark er, at den grønne omstilling skal foregå umærkeligt, af sig selv og også helst gratis.
Hvorfor er der mon så stor modstand imod at investere i reel Grøn Omstilling?
Den grønne omstilling vil kræve noget af os, og den vil på både kort og mellemlang sigt være udfordrende og dyr. Den vil føre til nye brancher og nye jobs, til nye produkter og services og generelt til nye måder at gøre de fleste hverdagsting på. Det kræver mod og reformer – men det er ikke umuligt.
Desuden er det essentielt at bemærke at trods den grønne omstilling vil være alt andet end ligetil er det imidlertid slet ikke i sammenligning med hvor dyrt, besværligt og katastrofalt det vil være at stå til!
Hvis man har sat sig blot en lille smule ind i klimadebatten ved man at den Grønne Omstiling er den eneste vej og det kan være overraskende at vi ikke allerede er i fuld sving. Hvad holder os tilbage?
Herhjemme var det først mod udgangen af forrigr årti, at Anders Fogh måtte krybe til korset og erkende, at han havde undervurderet situationen og samtidig bede om tilgivelse for fortidens synder. Anders Fogh var således den sidste danske statsminister til dato, der har betvivlet menneskeskabte klimaforandringerne.
To ny modpoler: Grønvaskeren og klimanonnen
Det virker imidlertid som om at det gamle politiske felt mellem klimafornægterne og klimaforkæmperne nu er trukket op mellem 2 nye modpoler, der desværre er lige ubrugelige ifht grønne reformer.
De to nye poler er henholdsvis Klimanonnerne og Greenwasherne, og disse poler er vigtige at holde sig for øje, for de mudrer debatten, og de kan bremse for reel og nødvendige udvikling.
En grønvasker er nem at spotte. Hver gang han skal snakke om klima og miljø går der ikke mange sætninger, før han forfalder til sin yndlingsfrase; »lidt grønnere«. Lykken er når noget kan gøres »lidt grønnere«. Alle produkter eller processer, der er gjort »lidt grønnere«, er ifølge grønvaskeren per definition godt (for miljøet og klimaet forstås).
Det er både godt, fordi det er en sejr for miljøet, men også fordi kunderne (eller vælgerne) er glade, og det sikrer desuden, at han kan lave en ny KPI næste år, hvor det samme produkt/process så kan blive en lille smule mere grønt. Og så længe man kan skære 1 procent af miljøomkostningerne om året, er alle glade og grønvaskeren kan ikke få armene ned.
Når nu ’grønt’ er godt, er det også svært at argumentere for at ’grønnere’ ikke i sig selv er godt. Men når det kommer fra et regeringsparti, en international koncern eller en større brancheorganisation som den eneste vision – ja så er det faktisk det modsatte. Så vidner det nemlig om en komplet misforståelse af de forpligtelser verdenssamfundet underlagde sig i Paris 2015.
Vi kan ikke spare os til nul-emission
Ifølge klimaaftalen skal vi reducere vores nettoudledninger år for år, indtil vi når 0 (N-U-L). Der er lavet forskellige fremskrivninger, og afhængig af hvor gode vi er til hurtigt at få vendt kurven nedad, så har skal vi nå i nul et sted mellem 2050 og 2080.
At tro man kan spare sig til en nul-emission er en illusion, og derfor ender grønvaskerne som nyttige idioter for alle de (politikere), der ikke gider at ændre noget reelt.
Den anden pol eksemplificeres ved klimanonnen, der har valgt og accepterer at klimaåget skal bæres på egne skuldre. Klimanonnen er svær at blive sur på, og de fleste jeg kender, der går op i klima og miljø – mig selv inklusive – vil kunne identificere sig med hende.
Hvor grønvaskeren altid har noget at juble over, er klimanonnen aldrig tilfredse med egen indsats. Hun bliver ved med at stramme egen livrem ind for at reducere sin egen klimapåvirkning, og listen over personlige afsavn vokser dag for dag.
Hun vil hellere spise mad, der er gået af dato end hun vil være med til madspild. Hun spiser vegansk og raw. Hun vasker sit tøj med nødder, i koldt vand og lufttørrer det. Hun sidder i mørket og arbejder. Hun flyver aldrig.
Hun kan sy et aflagt dynebetræk om til tøj og klude men stadig være utilfreds over at hun skal smide de gamle sømme ud. Hun fryser altid lidt fordi hun sparer på varmen og så er hun desuden stadig lidt klam fra hendes sidste cykeltur.
Ædelt og forbilledligt eksempel
Klimanonnens offer er ædelt og forbilledligt. Hun er eksemplet på hvad mange af os ved vi burde gøre, men som vi ikke realistisk kan se, hvordan vi dog skulle magte.
På trods af hendes gode intentioner ender hun imidlertid også sammen men grønvaskeren blandt de nyttige idioter. Så længe der er nok klimanonner, der konstant snakker om hvad, man SELV kan gøre, er der ikke nok, der snakker om hvad lovgiverne BURDE gøre.
For sandheden er, at skønt vi skal gøre hvad vi kan – og selvfølgelig også fejre vores sejre – ja, så skal der reformer til, og det er på tide vi tager os sammen og kommer i arbejdstøjet. Det skal ikke være den enkeltes ansvar at drive den grønne omstilling. Det kan kun gøres i fællesskab fra Christiansborg og fra Bruxelles med strukturelle ændringer.
Vi har stadig brug for asketen og jubelidioten – men de må ikke tage fokus. Vi bliver nødt til at snakke om de store reformer og vores folkevalgte må til at smøge ærmerne op og komme i gang.
Og hvis ikke de vil det, ja, så må vælgerne sørge for at vælge nogen, der er klar til at tage det ansvar, der følger med at være folkevalgt!
