EU´s økologimærke skal være mere kendt

Økologi skal højere op på den europæiske dagsorden, mener Landbrug & Fødevarer, der i går var vært ved en konference i EU-parlamentet i Bruxelles.

Kirsten Lund Jensen vil gøre EU-mærket for økologi til et stærkere fælles brand i Europa.

Et stærkere EU-økologo og en styrket troværdighed for økologien. Det er to mærkesager, som erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer i dag satte på dagsordenen i Bruxelles. Her var organisationen, som en del af Danmarks EU-formandskab, vært ved en konference om økologi.

- De danske fødevarevirksomheder og landbruget er rigtig langt fremme med at producere økologisk, og derfor vil vi gerne være med til at drive en europæisk

EU-landenes fælles økologi-mærke

udvikling, og højere troværdighed og et styrket logo er vigtige redskaber til at styrke økologien i EU, siger Kirsten Lund Jensen, økologichef i Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.

Hun deltog i dag på konferencen sammen med blandt andre den danske fødevareminister, europa-parlamentariker Christel Schaldemose og flere andre EU-politikere fra forskellige medlemslande.

Tydeligt brand

I EU forbereder man i øjeblikket en evalueringsrapport af Kommissionen indsats på økologien. Rapporten ventes at være klar i maj og skal danne grundlag for den videre indsats i EU.

I Landbrug & Fødevarer håber man, at EU til den tid er indstillet på at give økologien et løft. Blandt andet fordi organisationen ser et stort potentiale for at øge den danske øko-eksport, der de seneste fem år er vokset fra 252 mio. kr. til 857 mio. kr. i 2010.

Kan gøre økologi tydelig i butikkerne

Her ville en styrkelse af EU’s økologi-logo – et lille blad, formet i stjerner – være et vigtigt redskab.

- Et stærkere økologi-logo vil gøre økologien tydeligere i butikkerne. Hvis vi kan anvende et kendt mærke, og økologien kan blive et europæisk brand, ville det være en løftestang for de danske økologiske eksportører, forklarer Kirsten Lund Jensen.

EU’s økologilogo blev indført i 2010. Det er i dag obligatorisk for producenterne at benytte, men i modsætning til det danske røde ø-mærke, som er kendt af 96 pct. af danskerne, er der meget få europæere, som ved hvad EU-bladet står for.

Derfor mener Kirsten Lund Jensen, at EU først og fremmest skal ud og promovere det nye logo, så langt flere forbrugere i EU ved, hvad det står for.

- Den vigtigste opgave er, at styrke betydningen af det fælles økologiske EU logo, og gøre det til den fællesnævner, der sikrer økologiens genkendelighed og letter handlen med de økologiske varer på tværs af landene, siger Kirsten Lund Jensen.

Høj økologisk troværdighed

Økologichefen i Landbrug & Fødevarer påpeger også, at et tydeligt logo kan være med til at sikre troværdighed omkring økologien. Og tillid er den helt afgørende forskel, hvis forbrugerne skal vælge økologi frem for konventionelle produkter.

- De seneste år har vi set et par tilfælde, hvor producenter bevidst har snydt med at betegne varer som økologiske. Det skal der gøres mest muligt for at dæmme op for, og derfor håber vi, at Kommissionen vil følge op over for medlemsstaternes myndigheder, så de sikrer, at økologireglerne bliver håndhævet efter EU-økologiforordningen, siger Kirsten Lund Jensen.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: