Esben Lunde anslår mindre skinger tone

GYLLEGATE – (opdateret) Esben Lunde Larsen erkender, at gårsdagens personlige angreb på den radikale Ida Auken måske var »en anelse for hård.«

Esben Lunde Larsen erkender at tonen måske var en anelse hård. Han anslår nu en mindre skinger tone.

Efter gårsdagens hidsige angreb på tidligere miljøminister Ida Auken og resten af Auken-familien, som blev skældt hæder og ære fra, anslår Danmarks nye miljø- og fødevareminister i dag en mere forsonlig tone. 

På facebook erkender Esben Lunde Larsen, at han måske var lidt skinger i tonen i sit angreb på Auken-familien, de radikale og alle andre, som ikke kommer fra det ministeren kalder »ProduktionsDanmark«.

- Måske var tonen en anelse for hård i mit opslag i aftes – det vil jeg gerne beklage, skriver Esben Lunde Larsen, som forklarer, at det blot skyldes forundring over Ida Auken, som i TV-Avisen havde ytret tvivl om, hvorvidt ministeren overhovedet havde til hensigt at varetage miljøet interesser.

Fra produktionsDanmark
- Jeg blev stærkt forundret over at høre Ida Auken i TV-Avisen ytre, at hun mener, jeg ikke bekymrer mig om miljøet, når jeg endnu ikke har mødtes med hende som miljø- og fødevareminister og talt politik, og når min første gerning som minister er at sætte gang i forhandlinger om en netop en naturpakke, der skal styrke vores natur. At jeg kommer fra ProduktionsDanmark er ikke lig med, at jeg ikke kerer mig om miljøet – tværtimod, forklarer miljø- og fødevareministeren.

Esben Lunde Larsen har i løbet af det seneste døgn indkasseret mange rasende og hadske kommentarer. Nogle kalder hans personangreb for »perfidt«, »barnagtigt« og »helt uhørt« og enkelte medier har ligefrem indkaldt eksperter i kommunikation og sociale medier for at høre deres mening om den måde at debattere på.

De hæfter sig blandt andet ved, at Lars Løkke i sin nytårstale netop gjorde sig til talsmand for at mere sober og respektfuld tone i den politiske debat både på på facebook og i medierne.

Skal han lukke gylle ud
- Er det en del af jobbet, at en borgerlig miljøminister skal lukke gylle ud? :-) , lyder spørgsmålet efterfulgt af en munter smiley fra SF’eren Özlem Sara Cekic.

Også i det vestjyske, hvor Esben Lunde har haft sin opvækst, er der stærkt delte meninger om den teologi-uddannede miljø- og fødevareministers debatform.

- Min vestjyske moral bliver sat voldsomt på prøve, når der her på FB skrives nedværdigende personlige udgydelser om andre med navns nævnelse, skriver næstformand i Landbrug & Fødevarer, Lone Andersen, der sammen med sin mand driver en økologisk kvægbedrift i Vestjylland.

Vælgerne dumper Esben Lunde
En ny meningsmåling offentliggjort på Altinget viser, at vælgerne i stor stil dumper Esben Lunde Larsen.

I undersøgelsen har 1003 personer bedømt ministrenes indsats i Lars Løkke Rasmussens Venstre-regering. Den dårligste bedømmelse af samtlige ministre får netop Esben Lunde Larsen.

Svarpersonerne har bedømt ministrene på en skala, hvor -10 er den meget dårlige præstation, mens 10 er den meget gode præstation.

Med en gennemsnitlig bedømmelse på -1,8, ender Lunde med det dårligste resultat blandt samtlige ministre.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: