En af fem ansatte i landbruget er østeuropærer

LANDBRUG – En stor del af de ufaglærte job i landbrug og gartnerier bliver besat af østeuropæere, viser nye tal.

Her er det danske piger, der fodrer køerne, men mange jobs er besat af unge fra Østeuropa.

Nye tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen og Danmarks Statistik viser, at de ufaglærte job i landbrug og gartnerier i stort omfang bliver besat af østeuropæere.

I landbruget og på gartnerierne udgør arbejderne fra de østeuropæiske lande nu mere end hver femte ansatte, skriver Fagbladet 3F.

- Der er nogle jobområder, østarbejdere efterhånden sidder tungt på, forklarer Søren Kaj Andersen, lektor og ekspert i udenlandsk arbejdskraft fra Københavns Universitet, ifølge Fagbladet 3F.

Lønniveauet er i forvejen lavt
Der er tale om job, hvor lønniveauet i forvejen er lavt, og som ofte ikke kræver en længerevarende uddannelse.

Østarbejderne kan typisk tjene fire-fem gange så meget ved at arbejde under dansk mindsteløn, end hvad de kunne tjene i hjemlandet.

- Man skal gøre sig klart, at vores arbejdsmarked er udvidet betragteligt og har skabt en enorm konkurrence, siger Søren Kaj Andersen, som spår, at tendensen med det stigende antal østarbejdere vil fortsætte.

- Bundlinjen er, at den her udvikling vil fortsætte. Mange arbejdsgivere har fundet ud af, det er noget, der fungerer for dem, vurderer forskeren.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: