Det Økologiske Råd frygter mere svindel i bilindustrien

TRANSPORT – Afsløringen af Volkswagens bevidste svindel med de test, som viser, hvor meget en bil forurener, er kun toppen af isbjerget, frygter Det Økologiske Råd. Der er brug for en undersøgelse af omfanget af svindel i hele bilindustrien.

Det Økologiske Råd frygter, at Volkwagens svindel kun er toppen af isbjerget. Foto: Colourbox

Volkswagen har bevidst svindlet med forureningstest. Afsløringer viser, at den tyske bilfabrikant har installeret software på nogle af deres dieselbiler, så de forurener mindre, når myndigheder udfører en miljøtest. Det er yderst kritisabelt, mener Det Økologiske Råd, som understreger, at den tyske bilproducent sandsynligvis ikke er de eneste, der forsøger at snyde.

- Der er en klar risiko for, at Volkswagen kun er toppen af isbjerget. Vi kan se, at der er stor forskel på, hvor meget bilproducenterne siger, at deres biler forurener, i forhold til hvor meget de forurener på virkelighedens veje. Derfor er der hårdt brug for en svindel-kontrol af den samlede bilindustri, siger Jeppe Juul, transportmedarbejder i Det Økologiske Råd.

Skønmaleri af brændstofforbrug
Han peger på, at der foruden problemerne med for stor luftforurening også er voldsomme afvigelser mellem, hvad bilproducenterne siger, at en bil bruger i brændstof, og hvad den rent faktisk bruger.

Mellem 2001 og 2014 er denne afvigelse steget fra 8 procent til 36 procent. Det har fået EU til at beslutte, at der i 2017 skal skiftes til en anden testprocedure, hvor mulighederne for at manipulere med resultaterne er mindre.

- I øjeblikket prøver bilindustrien indædt at udskyde overgangen til en ny testprocedure, der skal minimere muligheden for svindel. Politikerne bliver nødt til at spørge sig selv hvorfor?, siger Jeppe Juul.

I Italien er en forbrugerorganisation i øjeblikket i gang med at rejse en erstatningssag mod Volkswagen og Fiat for at opgive manipulerede testresultater til forbrugerne.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: