Venstre klar til massakre på miljøet

FINANSLOV – Fortrolige dokumenter afslører, at regeringen planlægger voldsomme besparelser på hele det grønne område og vil skrotte en lang række af de grønne målsætninger, som er sat under den tidligere regering.

Lars Løkke nedlagde som det første Miljøministeriet for at fusionere det med Fødevareministeriet. Nu vil han gennemføre besparelser på 340 millioner kroner på hele det grønne område.

Venstre lægger an til voldsomme besparelser på hele det grønne områder. Fortrolige dokumenter, som dagbladet Information er kommet i besiddelse af, afslører, at regeringen vil spare næsten 340 millioner kroner frem til næste folketingsvalg.

Finansministeriet vil ifølge den foreløbig plan annullere flere centrale grønne målsætninger, herunder målet om 40 procent CO2-reduktion i 2020, målet om 100 procent vedvarende energi i 2050 og målet om udfasning af kul i kraftværker.

- Det lyder gruopvækkende, siger sekretariatsleder i Det Økologiske Råd, Christian Ege Jørgensen, forelagt de oplysninger, Information er i besiddelse af.

Ingen forbehold fra Dansk Folkeparti

Venstre lægger ifølge de lækkede dokumenter an til besparelser, der i omfang minder om det Fogh-regeringen gennemført, da den kom til i 2001.

Dansk Folkeparti har ingen forbehold, men er også parat til at rulle miljø- og energiområdet tilbage.

- Vi er meget på bølgelængde med regeringen. Vi synes, vi har brugt for mange penge på miljø- og energiområdet, siger partiets klimaordfører Mikkel Dencker til Ritzau.

- Det har været ideologi for den forrige regering, at det her område skulle vokse mest muligt, så derfor synes jeg, der er et potentiale i at beskære det, siger han.

Dansk Folkeparti bakker også op om at skrotte målsætningen om 40 procents CO2-reduktion og 50 procents vindkraft i 2020, hvilket regeringen ifølge Information har tænkt sig.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: