Plastik skal væk fra naturen

NATUR – Det er ved at være tid til den årlige affaldsindsamling, der i år sætter fokus på den plastik, der ender i naturen. Affaldsindsamlingen bliver skudt i gang på Den Blå Planet i København.

Plastik forurener verdenshavene og flyder overalt i naturen. Derfor bliver den årlige affaldsindsamling skudt i gang hos Den Blå Planet. Grafik: DN

Danmarks Naturfredningsforening arrangerer endnu engang Danmarks største indsamling af affald. I år har vi specielt fokus på, hvordan plast påvirker naturen, når man bare smider det ude i det danske landskab, skriver DN.

Som noget helt specielt i år, så bliver indsamlingen skudt i gang hos Den Blå Planet, der åbner dørene op for pressen og to skoleklasser mandag den 11. april.

Her kan deltagerne se, hvordan plast ser ud, når det havner i havet. Det bliver et anderledes syn, da vi vil benytte de store akvarier til at se, hvordan plast lægger sig på bunden, og hvordan fisk agerer omkring det.

- Affald og især plast er et alvorligt problem for naturen og verdenshavene. På Den Blå Planet arbejder vi for at få børn og voksnes hjerter til at banke for vandets forunderlige liv. Derfor stiller vi gerne vores fire millioner liter store akvarium til rådighed for at visualisere affaldsproblemet – og ikke mindst bakke op om at gøre noget aktivt for at ændre det, siger Lars Skou Olsen, kurator på Den Blå Planet.

Flere spillere på banen
Udover Danmarks Naturfredningsforening og Den Blå Planet, kan man ved åbningen møde Plastic Change, der er en organisation, der arbejder for et miljø uden plastforurening. Plastic Change er med til at sætte fokus på, hvordan plast påvirker os alle sammen – hvad enten det havner i skoven eller i havet!

- Plast ender i fugle, i fisk og på vores spisebord, så det er virkelig godt, at der nu kommer fokus på, at plastaffald aldrig må ende i naturen. Hvert eneste stykke plast, der havner i naturen, bliver nedbrudt til mikroplast, og hvis vi fortsætter som nu, vil der i 2050 være mere plast end fisk i verdenshavene, fortæller Henrik Beha Pedersen, der er stifter af Plastic Change.

Et rekordår
Årets affaldsindsamling kommer til at slå tidligere rekorder. Mere end 123.000 skolebørn tager ud i løbet af uge 15 for at samle affald i den danske natur, og søndag den 17. april inviteres der til over 850 indsamlinger i hele landet. Interessen er steget de seneste år, og det glæder præsidenten i Danmarks Naturfredningsforening, Ella Maria Bisschop-Larsen.

- Jeg er rigtig glad for, at der igen i år er flere end nogensinde før, som vil hjælpe med at fjerne det affald, der ligger og skæmmer naturen. Vi ved, det gør en forskel for de mange, der er ude for at nyde vores dejlige natur. Det gør også en stor forskel for miljøet. Affaldet skal ikke ligge i naturen, men sorteres og genanvendes, så vi sparer på energi og andre ressourcer.

Hele Affaldsindsamlingen bliver som sagt skudt i gang på mandag den 11. april. Det sker klokken 9 i Den Blå Planet, hvor al presse er inviteret til åbningen af det store arrangement. Der vil være taler fra Lars Skou Olsen, Henrik Beha Pedersen og Ella Maria Bisschop-Larsen.

Efter talerne vil børnene tage ud og samle affald langs kysten, hvor der vil være mulighed for interviews og billeder. Efterfølgende vil der være en fælles afslutning omkring 10.30.

Læs mere om affaldsindsamlingen.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: