Økologisk landbrug er bedst for Afrika

Sarah Banda fra den økologiske organisation OPPAZ i Zambia, fotograferet på verdens største økologiske messe, Biofach i Tyskland. Foto: Gustav Bech

AFRIKA – Økologi kan sikre høj produktivitet og bedre fødevaresikkerhed end konventionelt landbrug, konkluderer FN-rapport.

Økologi er så småt ved at vinde fodfæste blandt nogle af Afrikas fattigste småbønder, og nu viser en ny rapport fra FN, at det er en rigtig god ide, der kan være med til at bryde den onde cirkel af sult og fattigdom, millioner af mennsker er fanget i.

Økologiske metoder kan give højere udbytter på markerne og flere penge på bundlinien, fordi bønderne kan anvende billige, lokalt tilgængelige, simple teknologier og redskaber uden at det går ud over deres egen sundhed og det omgivende miljø.

Samtidig kan økologisk landbrug hjælpe med at opbygge biologiske ressourcer, øge jordens frugtbarhed, styrke lokalsamfundet og skabe nye arbejdspladser.

I rapporten opfordrer chefen for FNs miljøprogram, Achim Steiner, derfor politikere og udviklingsorganisationer verden over til at se på ‘dette lovende produktionssystem med friske øjne’.

- Det byder ikke kun på forbedret fødevaresikkerhed, men også på en række andre økonomiske, miljømæssige, sundhedsmæssige og sociale fordele, siger han.

Mere sult og fattigdom
Selv om intensive landbrugsmetoder ved hjælp af hele værktøjskassen med gmo, kunstgødning og kemiske sprøjtemidler har pumpet udbytterne i vejret i Vesten, har det ikke været med til at skaffe mere mad på bordet for de sultende i de værst ramte områder i Afrika, hvor hungersnøden blot er blevet værre de seneste 10-15 år.

Her er antallet af sultende steget 20 pct. siden 1990. Landene syd for Sahara er hårdt ramt.
FN-rapporten tager udgangspunkt i en række undersøgelser fra Afrika og andre udviklingslande, som alle viser højere udbytte pr. hektar efter omlægning og dermed stiller spørgsmålstegn ved den udbredte myte om, at økologiske landbrugsmetoder ikke er i stand til at forbedre landbrugsproduktiviteten.

Dobbelt så høje udbytter
En samlet analyse af 114 forskellige projekter, der dækker 2 mio. hektar i 24 afrikanske lande, viser at udbytterne er mere end fordoblet (116 pct.) ved brug af økologiske eller næsten økologiske metoder.

En tilsvarende lidt mindre undersøgelse, der kun omfatter østafrikanske lande, når frem til en udbyttefremgang på 128 pct.

Den største undersøgelse af bæredygtigt landbrug i udviklingslandene, der nogensinde er lavet, omfatter ikke mindre end 286 projekter og dækker 37 mio. hektar i 57 lande. Også her peger resultatet i samme retning med en udbyttefremgang på 79 pct., fremgår det af rapporten, der er udsendt af UNCTAD og UNEP under FN.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: