Nye bilafgifter sænker ikke CO2-udledningen

TRANSPORT – Det Økologiske Råd: Sørgeligt at man ikke benytter lejligheden til at lave en reform, der sænker CO2-udledningen fra biler i Danmark.

Forliget om bilafgifterne favoriserer de store benzin- og dieselbiler. Foto: Colourbox

Regeringen og Dansk Folkepartis aftale om nye bilafgifter får en blandet modtagelse hos Det Økologiske Råd.

Rådet peger på, at aftalen ikke vil formindske den klimaskadelige CO2-udledning fra de mange biler på vejene samtidig med, at den favoriserer salget af diesel-biler, selv om flere europæiske storbyer overvejer at skride ind med et decideret miljøforbud på grund af dieselbilernes forurening.

- Det er sørgeligt at man ikke benytter lejligheden til at lave en reform, der sænker CO2-udledningen fra biler i Danmark. Udledningen er i øjeblikket stigende, blandt andet som en følge af de tidligere afgiftssænkninger, siger Jeppe Juul, der er transportmedarbejder i Det Økologiske Råd.

Fjern de økonomiske fordele ved at købe diesel
Han understreger at bilafgifterne er det vigtigste redskab til at nedbringe CO2-udledningen fra vores voksende bilpark og siger, at vi ikke kommer uden om snart at skulle lave ændringer for at få den ned.

- Det er besynderligt at man ikke har benyttet anledningen til at fjerne de økonomiske fordele for dieselbiler. Samtidig med at salget af dieselbiler falder i resten af Europa fortsætter man med at gøre det attraktivt at bidrage til luftforureningen i blandt andet de større byer, siger Jeppe Juul.

Afgiftsændringerne betyder også, at elbilernes konkurrence-situation forringes i forhold til biler, der kører på fossile brændstoffer.

- Vi ved at elbilerne er vores mulighed for markant at nedbringe CO2-udledningen fra transport, så det er besynderligt, at man igen stiller dem ringere, siger Jeppe Juul.

Til gengæld glæder Det Økologiske Råd sig over, lukningen af det såkaldte leasinghul, og at det såkaldte knækpunkt, der definerer hvornår en bil får en særlig miljørabat på afgiften er blevet hævet.

- På grund af manglende politisk vilje er knækpunktet ikke blevet reguleret alt for længe, hvilket har betydet at over 90 procent af alle biler fik en miljørabat. Det er glædeligt, at den nu bliver hævet, og at de værste benzinslugere nu skal betale relativt mere, siger Jeppe Juul.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: