Irma lancerer plantefars uden kød

MAD – Irmas 79 butikker lancerer i morgen plantebaseret fars uden kød. Hermed skruer Danmarks mest økologiske supermarkedskæde for alvor op for de grønne alternativer til kød. Salget af  veganer- og vegetarvarer boomer.

Plantebaseret fars uden kød er lavet af butterbeans, kidneybønner, edamamebønner, rødløg, persille, hvidløg og tomat. Foto: Irma

Fra i morgen bliver det endnu nemmere at droppe kødet, hvis du gerne vil leve sundere og mere klimavenligt. I hvert fald hvis indkøbsturen går til én af Irma-kædens 79 butikker i hovedstadsområdet.

Fra 2. januar 2018 bliver plantebaseret fars nemlig en fast del af sortimentet i kædens butikker og dermed et nemt alternativ til de kunder, der konsekvent vælger vegetariske produkter og mange andre, der gerne vil skrue ned for det klimabelastende kødforbrug.

Ifølge Irma stiger efterspørgslen på de grønne alternativer. Lanceringen af den nye plantefars kommer i forlængelse af kæmpesuccesen med lanceringen af to versioner af plantefars i 2017; Irmas Falafelfars og Irmas Bønnefars, der ifølge Irma på rekordtid er blevet foretrukne alternativer på indkøbslisten hos de kunder, der efterspørger mere grønt og plantebaseret mad.

Derover har også vegetar- og veganer-konceptet Det Grønne Marked, der siden sommer har været testet i 20 Irma-butikker, vist sig at være en meget stor succes i et dagligvaremarked, der ellers ikke er præget af den store vækst.

Har tredoblet omsætningen i test-butikker
- Det Grønne Marked med et bredt sortiment af vegetariske og veganske varer peger direkte ind i tidens trend med at spise mindre kød, siger Anette Christensen, konceptchef for Irmas vegetariske koncept.

- I Irma har vi med vores urbane beliggenheder et særligt godt kundeunderlag til den kødfrie trend, der betyder, at vi har tredoblet omsætningen i vores testbutikker, og derfor implementerer vi konceptet i resten af Irma i 2018. Set i det lys, ved vi, at vores kunder efterspørger endnu flere grønne alternativer til kød, og derfor lancerer vi nu plantefars i alle vores butikker, forklarer konceptchefen.

LÆS OGSÅ: Plantekost kan sikre dit proteinbehov

Plantefarsen, der til forveksling ligner hakkekød fra slagterens køledisk, består blandt andet af soja, hvede, kartoffel, majs, rødbede og æg fra fritgående høns og kan bruges som substitut for almindelig fars i både burgere, lasagne, frikadeller, bolognese m.m.

Lanceringen af den nye plantefars sker også som en del af Irmas nye delikoncept, hvor der i lighed med tidens trend og efterspørgsel fra kunderne i flere retter er skruet ned for kød og op for grønt.

En pakke plantefars på 250 gram skal koste 20 kroner i vejledende udsalgspris, oplyser Irma.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: