Hver anden tænder forkert op i brændeovnen

MILJØ – Ny kampagne skal lære os at tænde brændet i toppen, så man fjerner op til 80 procent af de sundhedsskadelige partikler i optændingsfasen. Samtidig er miljøminister Kirsten Brosbøl på vej med skrappere miljøkrav.

Hver anden tænder op fra bunden, og det er forkert. Du skal tænde op i toppen, så undgår du de fleste skadelige partikler. Foto: Colourbox

Tænder du op med aviser og småpinde i bunden af brændet, når der skal ild i brændeovnen? Så er du ligesom halvdelen af de omkring 750.000 danske brændeovnsejere, der ifølge en ny undersøgelse endnu ikke følger det gode råd om at tænde op i toppen af brændet.

Det er en skam, mener miljøminister Kirsten Brosbøl, der derfor iværksætter en kampagne for at nedbringe de sundhedsskadelige partikler fra brændeovne.

- Brændeovne er den største kilde til sundhedsskadelige partikler i Danmark. Jeg gør alt, hvad jeg kan for at komme partiklerne til livs. Blandt andet har vi for nyligt fået vedtaget miljøkrav til brændeovne i hele EU efter dansk pres. Og i det nye år træder vores endnu skrappere krav til danske brændeovne i kraft, siger Kirsten Brosbøl.

Men lovkrav er kun den ene side af sagen, der er nemlig rigtig meget, som danskere med brændeovn selv kan gøre.

- Der vil stadig komme unødvendigt meget skadelig røg ud, hvis man fyrer forkert. Hvis man tænder i toppen, kan man fjerne op til 80 procent af de skadelige partikler i optændingsfasen. Derfor kommer vi med en række gode råd til de danskere, der har brændeovn , siger Kirsten Brosbøl.

‘Så let, at selv en mand kan finde ud af det.’
For at slippe for de sundhedsskadelige partikler har Miljøstyrelsen netop lanceret en ny kampagne om rygestop-guide for brændeovne. Her kan du og din nabo hver vinde et gavekort på op til 10.000 kr. til en svanemærket brændeovn, hvis du lærer din nabo at tænde brændet i toppen.

Målet er at få endnu flere af landets ca. 750.000 brændeovnsejere til at følge styrelsens råd om at fyre fornuftigt. Du kan deltage i konkurrencen på brændeovnskampagnens Facebook-side, som du finder via www.mst.dk/fyrfornuftigt.

Miljøstyrelsen har også allieret sig med tre kendte danskere til kampagnen: James Price, Frank Erichsen (Bonderøven) og Christine Feldthaus. De optræder som rygestopguider og viser på film, hvor enkelt det er at tænde korrekt op i brændeovnen.

- At tænde op i toppen af brændet var helt nyt for mig. Men det er en genial metode, og jeg var nærmest rystet over, at det gik så hurtigt med at få ild i brændet. Det gav et helt andet bål, end jeg er vant til, og uden røg og sod i stuen. Jeg kommer aldrig til at tænde op på andre måder – og selvfølgelig med det rigtige udstyr: pindebrænde og små optændingsposer. Det er så let, at selv en mand kan finde ud af det, siger Christine Feldthaus

- Jeg lærte metoden med at tænde op i toppen af brændet for 10-12 år siden, da jeg boede i det nordligste Norge hos en samisk familie. Sådan har de gjort siden tidernes morgen, fordi det er den effektive måde at få gang i bålet, når det er koldt og man hurtigt skal have varme. Så for mig er det helt naturligt at tænde fra toppen, siger Frank Erichsen, der er bedre kendt som Bonderøven.

- Den nye optændingsmetode kom bag på mig. At tænde op i toppen af brændet er stik modsat af, hvad jeg har lært, siger James Price.

- Min første tanke var, at det her ikke kommer til at virke. Jeg så for mig, at pindebrændet blot vil brænde ned, og at bålet ville gå ud. Men til min overraskelse oplevede jeg, at det var en ganske effektiv metode, hvor flammerne først fik fat i pindebrændet og derefter i selve brændet. Det er fantastisk, at man med en så enkel metode kan begrænse udledningen af sundhedsskadelige partikler, og jeg vil da sørge for at lære min omgangskreds den nye metode, siger han.

Lær din nabo at tænde i toppen, tag et billede og læg det op på Facebook-siden fra www.mst.dk/fyrfornuftigt. Så deltager du i konkurrencen om at vinde en svanemærket brændeovn. På siden kan du også se, hvordan kendte danskere tænder op i deres brændeovn.

Fakta om brændefyring, brændeovne og partikler

Fire gode råd om at fyre fornuftigt

  • Tænd op fra toppen.
    Flammerne skal arbejde sig oppefra og ned som et stearinlys.
  • Brug kun tørt træ.
    Vådt træ ryger for meget. Fyr aldrig med affald, reklamer, behandlet træog lignende.
  • Sørg for rigeligt luft.
    Skru først ned for luften, når flammerne bliver lysere. Fyr lidt ad gangen og brug ikke for store stykker træ.
  • Røgen skal være næsten usynlig.
    Tjek udenfor, at der hverken er for meget røg, eller at det lugter grimt.

Sådan tænder du rigtigt op i brændeovnen
I bunden af brændeovnen placerer du to stykker rent og tørt brænde, max 18-20 procent fugt i træet. Ovenpå lægger du 12-14 optændings-pinde (2 x 2 cm og 15-20 cm lange) på kryds og tværs med god luft imellem. Mellem de øverste pinde placerer du to-tre optændingsposer, som du sætter ild til.

I starten skal der rigeligt luft til bålet. Når flammerne bliver lyse og mindre, skruer du gradvist ned for ovnens luftspjæld uden at lukke helt.

Miljøstyrelsen tilbyder i samarbejde med Skorstensfejerlauget Home Parties. Hvis du samler en række naboer, kan I få besøg af en skorstensfejer, der giver en række gode råd om brændefyring og viser, hvordan man tænder brændet i toppen.

Brændeovne
Der findes cirka 750.000 brændeovne i Danmark. Hver anden brændeovnsejer benytter allerede i dag det nye råd om at tænde op i den øverste del af brændet.

Du kan reducere forureningen med partikler og spare penge til brænde ved at skifte din gamle brændeovne ud med en ny, svanemærket brændeovn, der i gennemsnit forurener 1/3 i forhold til ældre ovne og udnytter brændet mere effektivt.

Husk, at du skal have miljøgodkendt din gamle brændeovn og dokumentere dette via en prøvningsattest, hvis du vil sælge ovnen i stedet for at skrotte den.

Sundhedsskadelige partikler fra brændeovne
Ca. 75 procent af partiklerne i luften Danmark bliver bragt hertil fra udlandet. De danske kilder udgør således ca. 25 %, hvoraf brændeovne står for hovedparten. Partikelforureningen påvirker den generelle sundhedstilstand i befolkningen og bidrager til kortere levetid, flere sygedage og et øget forbrug af medicin. I Danmark er det især de ældre brændeovne, som udleder store mængder af sundhedsskadelige partikler – i gennemsnit over tre gange mere end de nye og svanemærkede brændeovne.

Kilde: Miljøministeriet

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: