Hækkerup: Økologisk 2020-mål er realistisk

ØKOLOGI: Landbrug & Fødevarer tror, det er realistisk at nå regeringens mål om at fordoble det økologiske areal i Danmark i 2020 – men det vil kræve investeringer, siger adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, Karen Hækkerup.

Karen Hækkerup mener, det er realistisk at nå målet om at fordoble det økologiske areal inden 2020. Foto: Arla

Det går godt for salget af økologiske varer. Faktisk så godt at både Friland og flere mejerier nu  efterlyser flere leverandører af både kød og mælk. Større produktion af økologiske produkter vil også kræve mere økologisk korn og foder, så også grovvareselskaberne mærker den øgede efterspørgsel på økologiske varer.

Derfor er udsigterne til at nå regeringens økologiske mål om at fordoble det økologiske areal i 2020 blevet meget lyse efter et par år, hvor det har set svært ud af nå målet, siger Karen Hækkerup, direktør i Landbrug & Fødevarer.

- Vi har i Landbrug & Fødevarer hele tiden støttet regeringens økologiske mål, men det har set lidt sort ud at kunne nå at opfylde dem inden 2020. Derfor er det dejligt, at den stigende efterspørgsel på økologiske varer nu gør, at det er mere realistisk at nå målet. Endnu bedre er det, at udviklingen i salget i høj grad er blevet drevet af efterspørgsel fra forbrugerne herhjemme og på eksportmarkederne, siger hun.

Bedre markedsadgang
Landbrug & Fødevarer har ifølge Hækkerup længe arbejdet målrettet med afsætningsaktiviteter sammen med medlemmerne. Det sker for at skabe bedre markedsadgang og øget kendskab til de danske økologiske varer både herhjemme og på eksportmarkederne. Den indsats ser nu ud til at begynde at bære frugt.

Den stigende efterspørgsel er dog ikke alene nok til nå 2020-målene for økolog det kræver samtidig en indsats af de økologiske producenter, både nuværende og kommende.

Over 70 øko-konsulenter
- Vi er rigtig dygtige til at producere økologiske varer i Danmark, og når efterspørgslen stiger, skal vi naturligvis arbejde på at producere flere varer og møde den stigende efterspørgsel. Heldigvis er vi godt i gang. På landsplan er der mere end 70 økologikonsulenter, der både rådgiver økologiske landmænd til at optimere og udvide deres produktion, men som også hjælper konventionelle landmænd, der måske har lyst til at lægge om til økologi, siger Karen Hækkerup.

- Forhåbentlig kan den øgede efterspørgsel fra forbrugerne og virksomhederne samtidig gøre det lidt lettere for dem, der ønsker at udvide eller lægge om til økologi, at få lov at låne til det. Hvis vi har et marked med gode priser og stor efterspørgsel, skal vi forstå at udnytte det, og den opgave håber jeg, den finansielle sektor vil hjælpe med at løfte, lyder det fra Landbrug & Fødevarers topchef med tydelig adresse til de mange banker, der ikke er meget for at låne penge ud til økologiske landbrug.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: