Flere kan få et økologisk omlægningstjek

ØKOLOGI – Eva Kjer Hansen afsætter fem millioner kroner ekstra til økologiske omlægningstjek. Det skal sikre, at alle kvalificerede ansøgere tilbydes et tjek.

Der skal dyrkes flere økologiske gulerødder for at imødekomme efterspørgslen.

Der  er stor interesse for at søge støtte til økologiske omlægningstjek. Her kan konventionelle landmænd få rådgivning og beregnet konsekvenserne ved omlægning til økologi.

Oprindeligt var der øremærket seks mio kroner til indsatsen i 2015, men pengene slår ikke til. Fonden for Økologisk Landbrug har modtaget ansøgninger for omkring 11 millioner kroner. For at imødekomme den store interesse afsætter miljø- og fødevareministeren derfor yderligere fem millioner kroner, så der i alt kommer 11 millioner kroner i puljen.

- Der har været en meget stor søgning på at få et omlægningstjek. Det viser, at mange landmænd seriøst overvejer en omlægning til økologi. Derfor afsætter jeg nu yderligere fem mio. kroner, der sikrer, at Fonden for Økologisk Landbrug kan give tilskud til alle kvalificerede projekter, siger Eva Kjer Hansen.

Ministerens melding kommer umiddelbart før den økologiske branche mødes til en stor kongres onsdag og torsdag  i næste uge i Vejle.

To ud af tre lægger om
Erfaringen viser ifølge ministeriet, at 60-70 procent af de landmænd, der får et omlægningstjek, efterfølgende lægger om til økologi. Alene i år har landmænd søgt om omlægning af 22.000 nye økologiske hektar. Det svarer til en tredobling i forhold til sidste år.

Derfor forventes en markant fremgang i det samlede økologiske areal, som ellers er faldet lidt i 2013 og 2014. Samtidig er efterspørgslen fortsat steget, hvorfor butikkerne i øjeblikket har svært med at følge med efterspørgslen. Omlægningen er derfor vigtig for, at detailhandlen kan imødekomme danskernes stigende efterspørgsel på økologiske varer.

- Den øgede omlægning, vi ser i øjeblikket, viser, at landmændene lytter til forbrugernes efterspørgsel og forstår at få en god forretning ud af det, siger Eva Kjer Hansen.

- Detailhandlen oplever tomme øko-hylder, og jeg vil skabe de bedst mulige rammer for et marked, hvor udbud og efterspørgsel følges ad, så vi sikrer, at danske forbrugere ikke går forgæves efter øko-varer i butikkerne, siger hun.

Andre former
De fem millioner kroner vil indgå som del af den eksisterende ansøgningsrunde, som Fonden for Økologisk Landbrug administrerer.

Eksisterende økologer kan også søge midler fra ordningen. De kan få et fastholdelsestjek, hvis de overvejer at opgive økologien for at gå tilbage til konventionel landbrugsproduktion,  ligesom pakken også byder på et bæredygtighedstjek til økologiske landmænd, der gerne vil øge bæredygtigheden på deres gård.

Fakta om økologisk omlægning

  • Ved omlægning til økologi får landmændene i to år et ekstra tilskud på 1.200 kr. per hektar udover basistilskuddet på 870 kr. per hektar.
  • Ved sidste opgørelse 31. maj 2014 blev det økologiske areal opgjort til ca. 176.000 hektar fordelt på 2.557 bedrifter.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: