Gamle sure ænder og stalddørssalg

KOMMENTAR – Det er klart og kan ikke diskuteres, at noget gik galt hos Dansk And, som måtte trække juleænderne tilbage.  Men at tage afsæt i et ‘vingeskudt’ firma for at fremme egene interesser, bør man holde sig fra, indtil der foreligger en afklaring på, hvad der gik galt, skriver Gunder Jensen, bestyrelsesformand Gråsten Fjerkræ A/S i en kommentar til Finn Jensen og Tanja Pedersen fra Dansk Fjerkræ Forum.

Gråsten Fjerkræ sælger økologiske ænder og frilandsænder. Foto: Gråsten Fjerkræ

Af Gunder Jensen, bestyrelsesformand Gråsten Fjerkræ A/S

Som forbruger og leder af en fødevarevirksomhed vil jeg give Finn Jensen og Tanja Pedersen ret. (Læs deres artikel her) Det er ikke i orden at sælge ænder med en holdbarhed på 14 dage som friskslagtet og heller ikke med 17 dage, som det fremgik af pressen.

En hel fersk fed and som en Peking and kan aldrig holde sig i et køleskab ved 5° i 17 dage.

Nu har jeg ikke set nogen steder, at det er blevet benævnt som »friskslagtet«, men derimod »fersk« og det er netop den betegnelse, loven foreskriver, der skal benyttes.

Finn Jensen og Tanja Pedersen skriver, at det er tilladt at sælge gamle ænder af ”underlødig kvalitet”, det må stå for Finn Jensen og Tanja Pedersens regning. Det er ikke lovligt, og netop derfor måtte Dansk And A/S også foretage tilbagetrækning.

Noget gik galt
Det er klart og kan ikke diskuteres, at noget gik galt hos Dansk And. Jeg vil ikke forsvarer Dansk And, dertil kender ingen endnu, hvad der gik galt, men når det så er sagt, så kan det undre mig, at en virksomhed, som har en dyrlæge/veterinær gående, ikke har konstateret fejl, ligeledes undrer det mig, at ingen af virksomhedens kunder har opdaget noget. Både virksomheden og dens kunder er underlagt lovgivning om egenkontrol.

Man kunne godt få den tanke, at der overhovedet ikke har været nogen kontrol, og det er selvfølgelig problematisk og absolut ikke i orden.

Finn Jensen og Tanja Pedersen og andre må tålmodigt vente, til Dansk And kommer med deres evaluering af forløbet.

Finn Jensen og Tanja Pedersen kommer med et angreb på emballering og siger, at pakning i beskyttende atmosfære giver en sur lugt. Det er ikke helt korrekt. Alt kød og specielt fed kød herunder den fede Peking and vil have en afvigende duft, når det bliver pakket i en pose, hvor det ikke kan ånde, det er almen viden og har været det de sidste 50 år, den gastronomiske oplevelse kan så diskuteres bagefter.

Surt opstød
En anden ting Finn Jensen og Tanja Pedersen nævner er, at der er mange små producenter, der gerne vil sælge deres hjemmeslagtet fjerkræ ved stalddøren, men det har de endnu ikke fået tilladelse til. De nævner, at fødevarestyrelsen har udskudt de nye regler. Finn Jensen og Tanja Pedersen nævner intet om, hvorfor de er udskudt.

For det første er reglerne aldrig blevet vedtaget. For det andet var reglerne (forslagne) i offentlig høring. For det tredje, reglerne blev udskudt, fordi der kom indsigelser i høringsperioden.

Det grundlæggende i de af Finn Jensen og Anja Pedersen ønskede regler for stalddørssalg er, at man vil køre på frihjul uden kontrol. Netop dette friløb uden kontrol er helt uacceptabelt, når vi snakker om fødevaresikkerhed.

Mangfoldigheden ligger ikke i, at nogle skal have lov til at foretage hjemmeslagtning og stalddørssalg uden kontrol. Mangfoldigheden kan sagtens være til stede, det skal bare ske på samme betingelser som de godkendte virksomheder.

At anvende et ‘vingeskudt’ firma for at fremme egene interesser, bør man holde sig fra, indtil der foreligger en afklaring på, hvad der gik galt.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: