Færre hajer medfører fysiske ændringer af fisk

NATUR – Et nyt studie viser, at den faldende bestand af hajer medfører en ændring i fisks kropsform. Ved at sammenligne fisk fra to næridentiske, australske koralrev opdagede forskere, at antallet af hajer har indflydelse på fiskenes kropsform. Fisk, der lever i koralrev med en lille bestand af hajer, har mindre øjne og haler end fisk af samme art, der lever i områder med mange hajer.

Fiskene i det hajfattige rev havde mindre øjne og haler og en anden kropsform. Foto: Wikimedia Commons

Af Anni Hjortegaard Jensen, cand.mag. i engelsk

Under en undersøgelse af syv forskellige fiskearter, der lever i to næsten identiske koralrev, opdagede forskere fra University of Miami noget usædvanligt, skriver den videnskabelige hjemmeside phys.org.

I de rev, hvor hajbestanden grundet overfiskning er lille, er kropsformen anderledes end hos de samme arter, der lever i koralrev med en høj bestand af hajer. Fiskene i det hajfattige rev havde mindre øjne og haler og en anden kropsform.

Undersøgelsen blev foretaget ved en kyst i det nordvestlige Australien af University of Miami Rosenstiel School of Marine and Atmospheric Science. De to koralrev, der blev undersøgt kaldes Rowley Shoals og Scott Reefs. De består af mange atoll-lignende koraller og er næsten identiske hvad angår biologi og fysisk form. Dog har det i gennem århundreder været tilladt at fiske efter hajer i Scott Reefs, mens fiskeri ikke er tilladt i Rowley Shoals.

Ændringerne forårsaget af manglen på rovdyr
Forskerne indsamlede 611 fisk fra syv forskellige arter, tog billeder af dem og analyserede så billederne digitalt. De målte kroppens længde, bredde, størrelsen på øjet og halen hos hver fisk.

Resultatet viste, at fiskene fra Scott Reefs, hvor hajbestanden er faldet, havde mindre øjne og haler. Fiskenes øjne var op til 46 procent mindre, mens halerne gennemsnitligt var op til 40 procent mindre end hos de samme arter i Rowley Shoals, hvor bestanden af hajer er større.

Dette skyldes ifølge forskerne, at fiskene ikke længere har brug for store øjne og haler til at undgå at ende som hajføde.

- Vores resultater peger på, at den menneskelige bortskaffelse af hajer potentielt har forårsaget en reducering af størrelsen af de kropsdele hos fiskene, som er vigtige for at opdage og undgå hajer, forklarer Neil Hammerschlag, der er studiets hovedforfatter og adjunkt ved University of Miamis Rosenstiel School og University of Miamis Abess Center for Ecosystem Science and Policy.

- Øjenstørrelse er vigtig for at kunne opdage rovdyr, specielt når lyset er svagt, som det er på det tidspunkt, hvor hajerne normalt jager. Haleformen muliggør hurtige sprint og en hastig flugt fra hajer.

Undersøgelsen belyser hajernes rolle i havets økosystemer
Forskerne selv påpeger, at deres resultater er vigtige, fordi hajernes rolle i havets økosystemer endnu ikke er fuldt belyst.

- Mønstret var konsistent på tværs af de syv arter, der adskiller sig i opførsel, diet og trofisk orden (en gruppe arter, der udnytter de samme ressourcer til ernæring, red.), fortæller medforfatteren Mark Meekan, hovedforsker ved Australian Institute of Marine Science.

- Disse resultater er særligt vigtige, fordi hajer er blandt de mest truede havdyr og konsekvenserne af deres globale fjernelse på grund af fiskeri er ikke tydeligt forstået og det er et emne, der har været udsat for mange debatter, spekulationer og bekymringer.

Feltundersøgelsen er det første bevis på, at fiskenes kropsform ændrer sig, fordi antallet af hajer falder.

- Der er et presserende behov for at forstå den potentielle spredning af konsekvenser for økosystemet, som er forårsaget af faldet i hajbestanden, især i de koralrev som vi er afhængige af til turisme, mad og fritidsaktiviteter”, slutter Neil Hammerschlag.

Faldet i hajbestanden skyldes efterspørgslen på hajfinnesuppe
Årsagen til at der er færre hajer i nogle koralrev skyldes blandt andet menneskers overfiskning af hajer.

Fiskeri i regionen er steget voldsomt de seneste år for at møde behovet for hajfinner til at lave hajfinnesuppe.

Hajfinnesuppe er en kinesisk ret, hvis eksistens kan spores tilbage til det 10. århundrede. Retten anses for at være en luksusret og er indbegrebet af gæstfrihed, velstand og held.

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: