Eva Kjers ministerium lagde massivt pres på forskere

GYLLEGATE – Embedsmænd i Miljø- og Fødevareministeriet lagde et massivt pres på miljøforskere for at oplysninger og tal, der kunne legitimere Eva Kjers landbrugspakke. Enhedslisten kalder det politisk bestillingsarbejde, hvor resultatet var givet på forhånd.

Forskerne, der skulle levere baggrundsoplysninger til Eva Kjer Hansens landbrugspakke blev udsat for et massivt pres for at levere politisk korrekte oplysninger og beregninger.

Regeringens landbrugspakke blev til under langt mere usædvanlige forhold end hidtil beskrevet.

Ifølge Berlingske, som har gravet i hele de politiske forløb, som forleden resulterede i Eva Kjer Hansen afgang som minister, blev de uvildige forskere, der skulle levere de bagvedliggende beregninger og analyser til pakken, udsat for et massivt pres fra embedsmænd for at levere beregninger, der kunne legitimere regeringens politik om mere gødning i naturen.

Det viser en gennemgang af stribevis af interne mails, som blev udvekslet mellem forskere og embedsmænd, og som i sidste uge blev fremlagt for Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg.

Tvivlsomme regnemetoder
Ifølge Berlingske afviser forskerne igen og igen at foretage bestemte beregninger, da de ikke har tilstrækkeligt fagligt grundlag, eller fordi embedsmændenes regnemetoder er tvivlsomme.

Samtidig fortæller de to forskere fra Aarhus Universitet, som på vegne af forskerne stod for den primære korrespondance med embedsmændene, at trykket var højst usædvanligt.

Karen Timmermann, seniorforsker ved Aarhus Universitet, der især har regnet på, hvor meget mere kvælstof havmiljøet kan tåle, siger til Berlingske:

- Jeg har aldrig før oplevet at blive udsat for sådan et pres fra embedsværket i forbindelse med udførelsen af en opgave for en offentlig myndighed.

Hun bakkes op af Poul Nordemann Jensen, chefkonsulent ved Aarhus Universitet og en af hovedforfatterne bag flere af de centrale videnskabelige rapporter om landbrugspakken, som mærkede en uhørt interesse fra embedsværket.

Politisk bestillingsarbejde
Maria Reumert Gjering, miljø- og fødevareordfører for Enhedslisten, betegner det som »helt, helt uacceptabelt at embedsmænd på den måde presser forskere til at levere politisk bestillingsarbejde, hvor resultatet er givet på forhånd«.

- Som befolkning og som Folketing skal vi kunne stole på, at embedsmænd fastholder deres faglighed og ikke forsøger at fordreje og manipulere med virkeligheden, så vi bliver ført bag lyset, siger hun.

- Men afsløringen er desværre ikke nogen overraskelse. Stille og roligt falder brikkerne på plads. Stille og roligt kan vi se billedet af, hvorden det miljøregnskab er blevet til, der var så manipuleret og vildledende, at folketinget tabte tilliden til Eva Kjer Hansen.

- Den nye afsløring er endnu et element vi skal til bunds i, når jeg inden længe har den nye miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i samråd. Denne sag skal ikke have lov til at stoppe, før alt er kommet frem, erklærer Enhedslistens ordfører.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: