EU’s biler skal køre længere på literen

TRANSPORT: Mens nye biler i EU i perioden fra 2007 til 2014 i gennemsnit er blevet 3,4 procent mere energieffektive om året er tallet i 2014 faldet til 2,6 procent. Det vækker bekymring hos Det Økologiske Råd, som efterlyser nye tiltag på området.

Det går ikke hurtigt nok med at gøre bilerne mere brændstofeffektive. I 2014 blev nye biler i gennemsnit kun 2,6 procent bedre. Foto: Colourbox

Efter en årrække med, hvor EU’s biler år for år blev mærkbart bedre til at køre længere på literen, går det nu kun langsom fremad med at gøre bilerne mere brændstofeffektive.I 2014 blev nye biler i gennemsnit 2,6 procent mere brændstofeffektive, men sammenlignet med tidligere år, er det en begrænset fremgang. Det Økologiske Råd mener, at der skal sættes skub på udviklingen for at gøre bilernes motorer langt mere effektive.

- Det er stærkt bekymrende, at det ikke går hurtigere med at få nye biler til at køre længere på literen. Der er i den grad brug for en højere effektivitet i biler med forbrændingsmotorer, hvis vi skal mindske udledningen af CO2 fra transportsektoren på en omkostningsbevidst måde, siger Jeppe Juul, transportmedarbejder i Det Økologiske Råd.

- Vi ved, at nye biler sagtens kunne køre endnu længere på literen, end de gør, og der er ingen gode grunde til at udskyde mere energieffektive biler. På europæisk plan er der brug for at få sat nogle nye ambitiøse mål for, hvor langt nye biler skal køre på literen i 2025, mener han.

Må udlede 130 gram CO2 pr. kilometer
EU’s mål betyder, at nye biler i gennemsnit må udlede 130 gram CO2 pr. kilometer i 2015. I 2014 var tallet allerede nede på 123,4 gram CO2 pr. kilometer, men hos bilproducenterne Honda, Suzuki og Hyundai mangler man stadig at nå målene. I alt skal syv bilproducenter have sat turbo på udviklingen af deres motorer, hvis de vil undgå at blive straffet med bøder fra EU, når fristen udløber.

Tidligere års forbedringer i brændstofeffektiviteten har dog kun givet mindre udslag i brændstofforbruget i virkelighedens verden. Den manglende overensstemmelse vidner ifølge Det Økologiske Råd om, at der er behov for nye test, som forhindrer snyd og uregelmæssigheder fra bilproducenternes side.

- Vi skal hurtigst muligt overgå til en ny testcyklus, så vi kan få testtal, der er markant tættere på virkeligheden, og så bilproducenterne leverer mere på virkelighedens veje og mindre på papir, siger Jeppe Juul.

Han mener, at Danmark bør omlægge bilafgifterne for at sikre, at brændstoføkonomi betyder mere i alle prisklasser. Afgifternes skal også skrues sammen på en måde, så el- og hybridbiler beskattes markant mere fordelagtigt end almindelige biler med forbrændingsmotorer.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: