EU kræver redegørelse om landbrugspakkken

GYLLEGATE – Efter ny ballade om landbrugspakken vil EU-Kommissionen nu have ordentlig besked fra Danmark. Miljø- og fødevareministeren skal svare på, om han overvejer, om det kan blive nødvendig at lave nye beregninger på konsekvenserne af landbrugspakken.

EU kræver en redegørelse om landbrugspakkens konsekvenser fra Esben Lunde Larsen og hans embedsmænd. Foto: Claus Bjørn

Usikkerheden om konsekvenserne af landbrugspakken har fået EU-Kommissionen til at bede om svar fra Danmark, skriver DR Nyheder.

Som en direkte konsekvens af de seneste ugers debat om beregningsmodellen bag regeringens landbrugspakke, kræver EU-Kommissionen en række svar fra de danske myndigheder.

Debatten kulminerede med et over seks timer langt samråd den 29. november med miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) for bordenden.

Redegørelse fra Danmark
Forløbet er blevet fulgt i EU-Kommissionen, og nu vil den have en redegørelse fra Danmark, lyder det fra en talsmand til DR Nyheder.

- EU-Kommissionen har bedt de danske myndigheder om at redegøre for deres holdninger til sagen, og bedt de danske myndigheder svare på, om de overvejer, om det kan blive nødvendigt at lave nye beregninger på konsekvenserne af landbrugspakken, siger EU-Kommissionens talsmand Enrico Brivio til DR.

EU-Kommissionens henvendelse til de danske myndigheder kommer efter, at der igen har været debat omkring regeringens omdiskuterede landbrugspakke vedtaget for to år siden.

I sidste ende kan det vise sig, at landbrugspakken gør, at Danmark ikke kan leve op til EU’s vandramme- og nitratdirektiv, der sætter grænser for kvælstofforureningen.

Lige nu sidder EU-Kommissionen og kigger på Danmarks politik på området, fastslår EU-Kommissionens talsmand.

- Kommissionen kommenterer på substansen i planerne og laver eventuelt forslag til, hvad medlemslandene kan gøre for at følge op på planerne, siger han til DR.

- Kommissionen planlægger at publicere resultaterne af gennemgangen af vandområdeplanerne i en rapport i anden halvdel af 2018, lyder det fra talsmand Enrico Brivio, der dermed slår fast, at EU-Kommissionen først om et år vil tage stilling til, hvad de mener om de danske vandområdeplaner.

Læs artiklen: Efter ny ballade om landbrugspakken: Nu vil EU-Kommissionen have svar fra Danmark

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: