Energi-kommission med snævert og kortsigtet mandat

ENERGI – Regeringen har nedsat en energikommission med et snævert kommissorium. Ifølge Det Økologiske Råd lægger det mere op til sænkede ambitioner og lavere omkostninger end til at fastholde og udbygge den grønne omstilling.

Støtten til lokal energirådgivning er et af de områder, regeringen har sparet væk.. Foto: Hans Christian Jacobsen

Regeringen lægger i sit kommissorium for Energikommissionen op til at gennemføre en grøn omstilling af det danske energisystem på en omkostningseffektiv måde. Det støtter Det Økologiske Råd fuldt ud.

Men kommissoriet lægger samtidig op til kortsigtede samfundsøkonomiske analyser, hvor man foregiver, at alternativet til at gøre noget er at lade stå til. Men realiteten er, at det vil være langt dyrere at lade stå til – som det for eksempel blev påvist i den britiske Stern-rapport i 2006, skriver Det Økologiske Råd i en pressemeddelelse.

- Et helt afgørende element i en omkostningseffektiv dansk omstilling af energisektoren er en fortsat indsats for energieffektivisering. Det lægges der alt for lidt vægt på i kommissoriet, siger Christian Ege, sekretariatsleder i Det Økologiske Råd.

Billigste måde er besparelser
Han peger på, at mindre spild af energi er en hjørnesten i den danske indsats, og det er fortsat den billigste måde at omstille på, fordi en sparet kilowatt-time jo ikke skal produceres. Der findes mange danske kompetencer for netop energieffektivisering.

- Det er afgørende vigtigt at mål og indsatser for perioden 2020 – 2030 peger frem mod fossilfrihed i 2050. For at sikre at vi når 2050-målet har vi brug for delmål undervejs. Der kan være behov for at justere de mål, som blev sat under den forrige regering – for eksempel er et stop for naturgas til kraftvarme i 2035 næppe hensigtsmæssigt. Men den nuværende regering skrotter helt delmål, hvilket gør det meget usikkert, om vi faktisk når 2050-målet, siger Christian Ege.

Problematisk at bruge biomasse til opvarmning
Det Økologiske Råd mener også, at den igangværende omstilling til biomasse på kraftvarmeværkerne er yderst problematisk på både kort og langt sigt. Biomasse og især bæredygtig biomasse er på sigt en knap faktor og skal derfor anvendes, hvor der ikke er andre alternativer. Og det er ikke til simple opvarmningsformål.

Regeringen nævner ikke specifikt transportsektoren, selv om en elektrificering af den danske transport er helt central, da el-biler anvender energien meget mere effektivt end benzin- og dieselbiler, ligesom den el, som skal bruges kan produceres på danske vindmøller og solceller.

Kommissoriet peger på, at en del af reduktionerne i udslip uden for kvotesektoren, blandt andet i landbrug og transport, kan ske uden for Danmark. Men herved vil danske penge falde i andre EU-lande, hvor der skabes beskæftigelse og forbedret konkurrenceevne. Disse penge bør investeres i omstilling i Danmark, mener Det Økologiske Råd.

Kommissoriet angiver, at forceret udbygning med vedvarende energi skal undgås. Det kan reelt kun opfattes som yderligere udskydelse af for eksempel havvindmølle-projekter og geotermi, hvilket vil være særdeles uheldigt, mener rådet.

Økonomien
I kommissoriet angives også, at forslag fra kommissionen ikke må påvirke statsfinanserne eller øge de samfundsøkonomiske omkostninger. Hertil kommer, at energikommissionen ikke må beskæftige sig med det åbenlyst forældede skatte- og afgiftssystem, men skal vente på regeringens afgiftsanalyse, som endnu engang er blevet udskudt. Disse begrænsninger gør det svært for kommissionen at levere et perspektivrigt resultat, mener Det Økologiske Råd.

- Vi vil advare mod, at der fokuseres for meget på problemer for ganske få energitunge virksomheder frem for de eksportmulighede,r der ligger hos den store danske energiteknologiske sektor, siger Søren Dyck-Madsen, klima- og energimedarbejder i Det Økologiske Råd.

Det Økologiske Råd undrer sig også over sammensætningen af energikommissionen, hvor der kun er få personer med dybtgående indsigt i energisektoren.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: