EcoUpdate uge 26 – 2015

Korte nyheder, citater og links om klima, natur, miljø, energi, økologi, landbrug, mad og transport. Opdateres jævnligt i uge 26 – 2015.

 

Ekspert: Kun store landmænd får eftergivet milliongæld

24. juni Det kriseramte landbrug får i disse måneder eftergivet enorme summer af gæld, fortæller TV2.

Bernhard Mortensen i Grindsted, der er en af landets største svineproducenter med en årlig produktion på op mod 45.000 slagtesvin og over 60.000 smågrise, har fået eftergivet og restruktureret for 100 millioner kroner af sine kreditorer.

Ifølge Mogens Ove Madsen, der er lektor og ekspert i landbrugsøkonomi ved Aalborg Universitet, er det kun de allerstørste der slipper fri af  gælden.

- Det er de største landmænd, der får eftergivet gælden. Det er det helt klart. De er »too big to fail«. De små landmænd har slet ikke samme mulighed for gældeftergivelse, siger Mogens Ove Madsen til TV 2.

Den Jyske Sparekasse, hvor Bernhard Marinus Mortensen er kunde, tabte sidste år 400 millioner kroner på sine landbrugskunder.

 

Dong skal opføre britisk havmøllepark

24. juni Dong Energy skal opføre en ny havmøllepark ca. 27 km ud for den britiske østkyst.

Havmølleparken Race Bank får en kapacitet på op til ca. 580 MW og forventes i fuld drift i 2018, oplyser Dong, som har valgt Siemens, der skal levere 91 Siemens 6 MW vindmøller med præstationsfremmende funktioner, der gør det muligt at opnå en kapacitet på op til ca. 580 MW.

Havmølleparken skal levere vedvarende energi til mere end 400.00 britiske familier og vil skabe mange nye jobs i Storbritannien.

- Størrelsen af dette projekt giver os mulighed for at udnytte stordriftsfordele, så vi fortsat kan reducere prisen på el produceret af havmølleparker. Dette er et must win battle, og vi kommer et skridt nærmere med beslutningen om at opføre Race Bank, siger Samuel Leupold, Executive Vice President i DONG Energy.

 

Skolebørn skal genplante planeten

22. juni 53 skoler landet over er indtil videre med i kampagnen »Genplant Planeten«.

Det er et klimaprojekt, som Skoven i Skolen har sat i gang. Skolebørn over hele landet kan være med til at plante træer for et bedre klima i 2015, 2016 og 2017

Formålet er:

  • at eleverne bruger klimaforandringer som drivkraft til handling og innovation
  • at eleverne lærer at få, udvikle og afprøve ideer,
  • at eleverne undersøger energi og hvordan det produceres,
  • at eleverne arbejder undersøgende med at bygge og konstruere,
  • at eleverne arbejder med klimaløsninger på mange planer.

Læs mere om det her og få ideer til, hvordan træer og klima kan blive en del af undervisningen i grundskolen.

 

3.000 landmænd har søgt tilskud til naturpleje

22 juni NaturErhvervstyrelsen har modtaget næsten 3.000 ansøgninger til pleje af græs- og naturarealer. Men ikke alle kan får. Puljen er på 250 millioner kroner, og der er søgt for 60 millioner mere.

Kriterierne er fastsat i bekendtgørelsen om tilskud til pleje af græs og naturarealer, og myndighederne vil foretage en prioritering ud fra følgende fire prioriteringsgrupper:

  • Særligt udpegede arealer i Natura 2000 til pleje.
  • Arealer udenfor Natura 2000 med HNV-værdi 5 eller derover (Høj Natur Værdi).
  • Gentegninger i Natura 2000 udenfor den særlige udpegning.
  • Arealer i vådområdeprojekter.

- Inden for hver gruppe prioriterer vi større marker frem for mindre, oplyser NaturErhvervstyrelsen.

- Vi kan give tilsagn til alle ansøgninger med 1. prioritet, og til alle ansøgninger med 2. prioritet, som har en HNV-værdi på 6 eller derover. Derudover kan vi give tilsagn til de marker med HNV-værdi = 5, som er større end ca. 12 ha. Alle andre marker må forvente afslag, lyder det fra styrelsen.

Prioriteringen sker på markniveau. Det betyder, at ansøgere kan få tilsagn til nogle marker og afslag til andre. Prioriteringen skelner ikke mellem de, der har søgt om tilsagn fra den 1. september 2014 og den 1. september 2015.

Puljen er fastlagt ud fra den politiske aftale om landdistriktsprogrammet for 2014-2015.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: