DR1 smager på Aarhus’ grønne byrum

BYHAVER – Ø-Haven på Aarhus Ø sætter rammen om fjerde afsnit af DR-programmet Dyrk, høst, spis – byhaver med Herman og Hertz. Programserien sætter fokus på dyrkning i byen og tilberedning af måltider med byhøsten. Aarhusianere med kriblende grønne fingre kan få kommunens hjælp til selv at starte byhaver og samle mad i naturen i Aarhus Kommunes projekt Smag på Aarhus.

I fjerde afsnit i serien om byhaver slår Herman og Hertz et smut forbi Aarhus og havefællesskabet Ø-Haven.

Flere og flere byboere får smag for selv at dyrke og samle mad i byen. Og det er ikke kun i vindueskarmen og altankassen, der kan findes plads til krydderurterne og tomatplanterne. Også baggårde, tage og dele af offentlige parker og pladser kan danne rammen om plantekasser og fælleshaver.

I programserien Dyrk, høst, spis – byhaver med Herman og Hertz besøger DR1 fem byhaver i Danmark. I fjerde afsnit af programmet slår Herman og Hertz et smut forbi Aarhus og havefællesskabet Ø-Haven. Her står menuen blandt andet på skaldyr fra Aarhus Bugten og grønt fra de mange mobile højbede. Afsnittet fra Ø-Haven sendes på DR1 mandag den 27. juli 2015 kl. 20.30.

Foreningen Pier 4 etablerede Ø-haverne i 2014, og i samarbejde med Smag på Aarhus, der er forankret i Aarhus Kommune, blev projektet udvidet og videreudviklet i 2015.

250 bybønder med egne plantekasser
Ø-Haven ligger på Aarhus Ø, lige mellem bygningerne Isbjerget og Lighthouse. Haven huser i dag over 250 bybønder med egne plantekasser, men her er også plads til høns, bistader, kompost og et udekøkken til fri afbenyttelse.

Med Smag på Aarhus arbejder Aarhus Kommune for at gøre de offentlige byrum mere spiselige i samarbejde med borgere, foreninger, organisationer og virksomheder.

- Smag på Aarhus er et af flere projekter, der arbejder med medborgerskab i Aarhus Kommune, fortæller Mikkel Eskesen Christensen, teamleder, Center for Byens Anvendelse, Aarhus Kommune.

- Vi vil gerne gøre en ekstra indsats for at kunne understøtte borgernes gode idéer, for det handler ikke kun om, hvad vi som kommune kan og bør, men også om hvad vi kan skabe i fællesskab.

- Med Smag på Aarhus har byens borgere mulighed for at engagere sig i de spiselige rum, opnå nye fællesskaber, blive klogere på hvor og hvordan, man samler råvarer i naturen og lære nye måder at tilberede høsten, siger Mikkel Eskesen Christensen.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: