Det spanske søværn påsejler aktivister

OLIEBORINGER – Arctic Sunrise tilbageholdt efter protest mod dybhavsboringer ved De Kanariske Øer.

Det spanske søværn påsejlede gummibåde med Greenpeace-aktivister ombordd. Det resulteredee i to kvælstede aktivister. Foto: Greenpeace

Det spanske ministerium for infrastruktur og transport (Ministerio de Fomento) har tilbageholdt Greenpeace-skibet Arctic Sunrise i havnen i Arrecife på øen Lanzarote, efter det i weekenden deltog i fredelige protester mod olieboringer på dybt vand nær kysterne på den populære turistdestination, der er en del af De Kanariske Øer.

Her reagerede det spanske søværn voldsomt ved gentagne gange at påsejle Greenpeace-gummibåde med to kvæstede aktivister til følge. Efterfølgende har regeringen nu iværksat en undersøgelse af kaptajnen på Arctic Sunrise for brud på søfartsloven.

- Det er meget sigende, at en spansk regering, der virkelig gerne vil de her boringer, først er villige til at risikere aktivisters sikkerhed, for nu i en rasende fart at vælge side og støtte egne og olieselskabet Repsols interesser ved at vende sagen mod os, siger fung. kampagnechef hos Greenpeace i Danmark, Jon Burgwald.

- Aktivisterne og mandskabet på Arctic Sunrise har udført en fuldstændig fredelig protest på vegne af en hel masse mennesker, der har en oprigtig bekymring for både det globale klima og miljøet i området.

Dybt bekymrede
På både Lanzarote og Fuerteventura er lokalbefolkningen dybt bekymrede over planer om risikable dybhavsboringer på 890 meter, kun 50 kilometer ud for kysten.

- Helt overordnet skal vi simpelthen lade langt størstedelen af den olie, vi har fundet, blive i jorden, hvor den hører hjemme, hvis vi på nogen måde skal forhindre de værste klimaforandringer. Men de mennesker, der i dag har hjemme på de naturskønne øer lige i nærheden, ønsker den i overvældende grad heller ikke forsøgt udvundet. Begge dele bør den spanske regering helt åbenlyst respektere, men det virker desværre til, at man hverken vil lade fornuft eller folkestemning komme i vejen for sine planer, siger Jon Burgwald.

De spanske myndigheder tilbageholder Arctic Sunrise mod en kaution på 370.000 kr. Næste trin er, at de vil undersøge påstanden om “overtrædelse af de maritime søfartsregler”, nærmere bestemt en artikel 308 i ‘the Law on State Ports and Merchant Marine’, der kan udløse bøde på op til 2,2 mio. kr. Mandskab og aktivister kan frit gå fra og til skibet, ligesom det står dem frit for at forlade øerne og landet.

De to tilskadekomne efter påsejlingen lørdag har det begge fint. En 23-årig italiensk aktivist er blevet opereret for brud på benet og har på sygehuset i Las Palmas bl.a. fået besøg af præsidenten for lokalregeringen på De Kanariske øer, Paulino Rivero, som tidligere har fået afvist sit ønske om en lokal folkeafstemning om dybhavsboringerne.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: