Danmark topper som verdens klimaduks

Danmark har verdens mest ambitiøse og grønne energipolitik og opnår derfor topplacering som verdens klimaduks i rapporten Climate Change Performance Index. Rapporten bliver offentliggjort i dag mandag den 3. december i forbindelse med årets klimatopmødet COP18 i Doha.

Danmark scorer høje point i ny analyse.

Rapporten er udarbejdet af Climate Network Europe i samarbejde med NGO-organisationen Germanwatch med det formål at skabe et samlet overblik over CO2-udledning, vedvarende energi, energieffektivitet og klimavenlig energipolitik på globalt og nationalt plan.

Danmark opnår i år 72,61 point ud af 100 mulige for sin klimaindsats, og det er flot, selv om der stadig er plads til forbedringer.

Det mener Søren-Dyck Madsen, klima- og energimedarbejder i Det Økologiske Råd, som sammen med WWF Verdensnaturfonden og NOAH har stået for vurdering af den danske politiske indsats til rapporten.

Det Økologiske Råd: Verden har brug for forbilleder
- I det Økologiske Råd ser vi med tilfredshed på, at Danmark igen indtager førstepladsen blandt verdens lande, efter at vi gennem nogle år har haft dårligere placering. Det er især energiaftalen fra marts, som fik bred opbakning både på Christiansborg og i samfundet som helhed, der har bragt Danmark i front igen, siger Søren Dyck-Madsen fra Doha, hvor han deltager i 92-gruppens delegation ved klimatopmødet.

Søren Dyck-Madsen: Verden har brug for forbilleder.

- Verden har brug for lande, der kan fungere som forbilleder på, hvordan man omstiller et helt samfund til vedvarende energi med en høj grad af energieffektivitet. Sådan et foregangsland er Danmark. Vi demonstrer i praksis, at det er både muligt og økonomisk bæredygtigt at omstille energiforsyningen, påpeger Søren Dyck-Madsen.

Verdensnaturfonden: Transport og landbrug må i gang
WWF Verdensnaturfonden, som også er repræsenteret i Doha, deler Det Økologiske Råds glæde over Danmarks gode klima-præstationer.

- Det er flot, at Danmark er kommet øverst på rangstigen, og at energiforliget fra marts peger så stærkt fremad mod 2020. Nu bliver udfordringen at få sat gang i en ambitiøs indsats for at reducere udledningerne fra transportsektoren og landbruget, for her har Danmark fortsat en stor uløst opgave. Den kommende klimaplan vil forhåbentlig blive et godt afsæt for det, siger Hanne Jersild, seniorrådgiver for klima og energi i WWF.

Danmark bliver skarpt forfulgt på ranglisten af Sverige og Portugal, mens Saudi Arabien opnår den absolut dårligste placering med kun 26,90 point ud af 100 mulige.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: