Danmark får grønt lys til at sælge røde pølser i Kina

MAD – Esben Lunde Larsen jubler over, at danske virksomheder nu må sælge røde pølser og varmebehandlet skinkekød til de kinesiske forbrugere. Kinesiske myndigheder har netop godkendt import af varmebehandlet svinekød fra Danmark.

Kineserne spiser ris og nudler. Nu kan de også få danske røde pølser og medisterpølse. Foto: Ulla Skovsbøl

I stedet for nudler, ris og peking and kan kinesiske forbrugere nu få røde pølser og medisterpølse fra Danmark til middagsmad.

Fredag har de kinesiske myndigheder givet grønt lys til, at Danmark må eksportere varmebehandlet svinekød til Kina. Godkendelsen kommer efter, at danske myndigheder og landbruget under skiftende ministre har arbejdet for det i over 10 år.

Allerede i dag sælger Danmark frossent svinekød og biprodukter til Kina, men nu kan også røde pølser, pålæg og skinkekød ryge med til det umættelige kinesiske fødevaremarked med næste 1,4 milliarder mennesker.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen jubler over de enorme eksportmuligheder, der åbner sig for dansk fødevareindustri og erkender, at han har svært ved at få armene ned.

- Det er en stor dag for dansk landbrug og dansk økonomi, siger han.

- Vi er verdensmestre i danske pølser og skinkekød. Det vil middelklassen i Kina selvfølgelig ogå gerne smage på. Det er lig med både eksportindtægter og arbejdspladser i Danmark. Det er en stor dag, og jeg har svært ved at få armene ned, siger Esben Lunde Larsen.

LÆS OGSÅ: Kina vil købe danske pølser og pålæg

En kvart milliard kroner om året
Landbrug & Fødevarer vurderer, at den nye aftale kan indbringe op imod 250 millioner kroner årligt i eksportindtægter og lægger vægt på, at aftalen er ekstra stærk, fordi der er tale om produkter, der forarbejdes i Danmark, inden de sendes afsted til udlandet.

Forædlingen giver nemlig også ekstra indtægter og arbejdspladser i Danmark, siger Karen Hækkerup, der er direktør i Landbrug & Fødevarer.

- Der kan sagtens vente et endnu større potentiale på sigt, når vi ser på, hvor meget kineserne har fået øjnene op for de danske fødevarer. Det er en historisk dag for de danske svineproducenter og slagterier. Det er især deres høje niveau af fødevaresikkerhed og kvalitet, der har sikret Danmark pladsen blandt de første lande i verden, der kan sælge varmebehandlet grisekød til kineserne.

Ser gerne en fordobling af svineproduktionen
- Kina stiller meget, meget høje krav til fødevaresikkerheden, og uden dygtige landmænd og en dygtig industri ville Danmark aldrig få denne mulighed, understreger Esben Lunde Larsen i en pressemeddelelse.

- Det er en gevinst for os alle sammen, og det er helt i tråd med vores ønske om at fokusere på forædling af fødevarerne i Danmark, inden de sendes til udlandet, fordi det giver den største gevinst, siger ministeren.

Danske svinebønder producerer i dag over 30 millioner svin årligt, men Esben Lunde Larsen ser ikke noget problem i at fordoble den danske svineproduktion, sagde han for nylig under et besøg på et dansk svineslagteri.

- Det er ikke hver dag, man får æren af at afslutte et arbejde af så stor værdi. Vi har været rigtig gode til den resultatskabende dialog med de kinesiske embedsmænd og samarbejdet med Fødevarestyrelsen i Danmark og det danske erhverv. Nu glæder jeg mig bare til at kunne købe en dansk pølse hos den lokale slagter, siger Christian Dehlholm, der er statskonsulent på Danmarks ambassade i Beijing.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: