Arla vil sælge 50 procent mere økologi

ØKOLOGI – Mejerigiganten Arla er klar med ny strategi for økologi, der i løbet af tre år skal løfte salget af økologiske mejeriprodukter med 50 procent. Vil satse mere på økologisk is.

Arla vil udvide produktionen og i løbet af de næste tre år sælger 50 procent flere økologiske mælkeprodukter.

Mejerigiganten Arla, der er verdens største producent af økologiske mælkeprodukter, søsætter nu en ambitiøs strategi om at øge omsætningen af økologiske mejeriprodukter i Danmark med ikke mindre end 50 procent de næste tre år.

Midlet til målet er at brede økologi bredt ud i hele landet og gennem innovation at sikre et attraktivt, økologisk udvalg på tværs af mejerikategorierne. Dertil kommer en stærkere branding af Arlas økologiske produkter.

Bredere udvalg og nye produkter
- Vores ambition er at demokratisere økologiske mejeriprodukter ved at løfte hele kategorien, siger Jakob Knudsen, landedirektør for Arla Danmark.

Arla vil give flere forbrugere mulighed for at vælge et endnu bredere udvalg af økologiske produkter.

- Derfor arbejder vi hele tiden på at udvikle nye produkter, tilbyde en større tilgængelighed af økologiske produkter i detailhandlen og for at sikre, at vores økologiske produkter er tydeligt differentieret på hylderne i supermarkedet, siger han.

- På trods af, at mejeri er en af de kategorier, hvor mange danskere vælger økologien til, er væksten stagneret de seneste fem år. Det er ganske enkelt ikke godt nok, når man sammenligner med den store stigning i mængden af økologisk frugt og grønt, der ryger i danskernes indkøbskurve. Derfor vil vi skubbe på ved at få endnu flere økologiske mejeriprodukter ud på markedet, erklærer Jakob Knudsen.

Vil være nummer tre på ismarkedet
I dag kommer 95 procent af omsætningen af økologiske mejeriprodukter fra mælk og smør. For at nå målsætningen om at øge øko-salget med 50 procent vil Arla derfor udvide volumen på markedet for økologiske mejeriprodukter ved at lancere nye produkter.

Arlas helt store satsning i 2017 er en stærkere tilstedeværelse på is-markedet, hvor udvalget af økologisk is i dag kun udgør fire procent af det samlede marked. De senere år har Arla kun være til stede med nicheprodukter i form af Yoggi yoghurtis og Cheasy mælkeis.

Det er derfor et naturligt skridt at tilbyde et produkt, der appellerer bredere. Det sker under det nye brand Arla ØKO Flødeis, der skal imødekomme forbrugernes efterspørgsel og styrke Arlas position på ismarkedet.

- Der er et stort potentiale for at udvide ismarkedet med økologisk is, og vores mål er at gå fra at være nummer syv til at være nummer tre på markedsandele på ismarkedet inden 2020. Lanceringen af Arla ØKO Flødeis er løftestangen til at kunne nå denne målsætning – og bidrage til at øge salget af økologiske mejeriprodukter. Samtidig imødekommer vi forbrugernes efterspørgsel efter et større udvalg af økologisk is til et prisniveau, hvor alle kan være med, siger Jakob Knudsen.

Højeste øko-forbrug i Danmark
Danske forbrugere efterspørger økologi som aldrig før. Ifølge nye tal fra det schweiziske forskningscenter Fibl har Danmark verdens højeste forbrug af økologiske varer per indbygger.

Den første liter økologiske mælk blev solgt i butikkerne i 1988, og i dag er næsten hver tredje liter, der sælges i butikkerne, økologisk.

Ikke desto mindre er salget af økologiske mejeriproduktet stagneret de sidste fem år. Det står i skærende kontrast til andre varegrupper som for eksempel salget af økologisk frugt og grønt, der er steget med hele 28 procent fra 2014 til 2015.

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: