Albrecht-analyse kan forbedre jordens frugtbarhed

ØKOLOGI – I dag er der årsmøde for Landbrug & Fødevarers Økologi-sektion. Her skal de diskutere Albrecht-analysen, der kan hjælpe økologer med at øge jordens frugtbarhed. Analysen rummer mange interessante perspektiver, mener økologi-formand Hans Erik Jørgensen.

Albrecht-analyse fortæller blandt andet noget om jordens humusindhold og livet i jorden. Foto: Colourbox

Der har været mere end vanligt travlt hos Landbrug & Fødevarers økologi-formand Hans Erik Jørgensen i disse dage. I dag er der  årsmøde for Økologi-sektionen, og inden da havde Hans Erik Jørgensen besøg af engelske Ian Robertson, der står bag den såkaldte ‘Albrecht Jord-analyse’, der er en udvidet jordanalyse.

Analysen fortæller om jordens indhold af organisk materiale, og om hvordan de økologiske landmænd sikrer den rigtige balance for at få en mere frugtbar jord.

Netop jordens frugtbarhed optager Hans Erik Jørgensen, og emnet kommer også til at fylde en del på det kommende Årsmøde. Det er der ifølge Hans Erik Jørgensen en helt naturlig årsag til:

- Sommerens tørke gav os alle noget at spekulere over. Derfor er jeg meget optaget af, hvordan vi kan få mere robuste bedrifter, så vi ikke vælter, næste gang vejret spiller os et puds, siger han.

LÆS OGSÅ: Du skal fodre jordens mikroliv

Øget fokus på stabile udbytter
Ifølge Hans Erik Jørgensen handler en robust bedrift om flere forskellige ting – herunder også om jordens frugtbarhed:

- En robust bedrift handler – for mig at se – om diversitet. Vi skal ikke satse alt på ét bræt. Vi skal kunne rumme at have flere ting ude på gårdene; både planter og dyr. Enten alene eller i samarbejde med andre, siger Hans Erik Jørgensen.

- Og så skal vi til at have mere fokus på dét, der er nede i jorden, i stedet for hele tiden at fokusere på dét, der er ovenfor jorden, mener Hans Erik Jørgensen.

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: