153.000 så øko-køerne danse

ØKODAG – De økologiske landmænd melder om ny tilskuer-rekord til Økodag i dag, som blev afholdt for niende gang. Handelsminister Pia Olsen Dyhr deltog i den officielle åbning på Stensbølgård på Sjælland sammen med økologernes formand, Per Kølster.

Økologiske køer i fuldt firspring hos Mads Helms i Ejstruphom. (Foto: Henrik Hoeg)

Dagen, hvor de økologiske køer for første gang bliver lukket på græs, er blevet det sjoveste og mest festlige symbol på det økologiske landbrug. Og det livsbekræftende syn af de glade dyr, der for første gang kommer ud i det fri efter en lang vinter i stalden, fik igen rekordmange til at drage ud på landet for at være med på første parket.

Præcis kl. 12 åbnede 73 økologiske gårde for staldportene, og køerne sprang begejstrede ud på marken i en hoppende dans, mens 153.000 mennesker så til.

Økologien bliver nærværende
- Det er helt fantastisk, at så mange danskere bakker op om økologien, når de økologiske landmænd inviterer indenfor, siger Per Kølster, formand i Økologisk Landsforening.

- Til Økodag bliver økologien levende og nærværende, og tusindvis af gæster har i dag oplevet ’live’, at de virkelig får velfærdsbonus for pengene, når de putter økologisk mælk i indkøbskurven, siger han.

Han deltog i den officielle åbning af Økodag på Stensbølgård i Kirke Hyllinge, hvor også handelsminister Pia Olsen Dyhr var med at lukke køerne ud i det fri. Her var ca. 12.000 danskere, fortrinsvis fra hovedstadsområdet, mødt op for at byde gårdens 120 økologiske malkekøer velkommen udenfor.

Mere øko-mælk – flere køer på græs
- At 153.000 danskere vælger at bruge en søndag på en økologisk gård vidner om stor interesse for økologi. Derfor bekræfter Økodag mig i, at økologi har stort potentiale. Både i Danmark og i udlandet, hvor eksporten af danske øko-varer brager derudad, siger handelsminister Pia Olsen Dyhr, som tror på, at Økodag gør en forskel:

- Alle os, der i dag har set de økologiske køer springe og danse af begejstring over at blive lukket ud i det fri, kan ikke være tvivl om, at det er godt for køerne at komme på græs. Som forbruger kan man være med til at sætte køerne fri ved at vælge økologisk mælk, når man handler.

Alle økologiske køer komme på græs i hele sommerhalvåret, mens det kun er fjerde af de ikke-økologiske køer, der får lov at komme udenfor stalden.

Græsset lader vente på sig
På grund af de meget kolde måneder, vi har haft indtil nu, er de økologiske landmænd i år nødt til at lukke deres køer ind igen efter Økodagen. Så snart jorden er frostfri og græsset spirer, kommer køerne igen ud på marken, hvor de kan boltre sig frem til november.

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: