12-årig landmand dyrker (næsten) økologisk

Nico Bengtson kalder sit landbrug for Nico's Farm, som selvfølgelig også har sin egen profil på facebook. Find link nederst i artiklen

ØKOLOGI – Nico Bengtsson på 12 år driver sit eget lille landbrug på 10.000 kvadratmeter i Ishøj. Han dyrker (næsten) økologiske grønsager og sælger dem i sin gårdbutik.

(Artiklen er opdateret med en række nye oplysninger, efter at vi har talt med Nico Bengtsson. Han kan blandt andet fortælle, at grønsagerne har fået en lille smule kunstgødning i foråret og derfor ikke er helt økologiske endnu.)

Nico, der skal i 6. klasse efter sommerferien, så for et halvt år siden en mark, som ikke blev dyrket og spurgte ejeren, om han kunne få lov til at leje et mindre areal. Det kunne han godt, endda uden at skulle betale for det.

Nico startede i foråret med 1.200 kvadratmeter, men dyrker nu 10.000 kvadratmeter og har i sædskiftet blandt andet bønner, radiser, salat, rødbeder, løg, porrer og kartofler. Når kunderne bestiller, går han ud og graver kartoflerne op, så de er helt friske. Han sælger også i sin egen lille gårdbutik.

Han bruger al sin fritid på landbruget og laver derfor alle sine lektier henne på skolen.

Står gerne op klokken fem om morgenen
- Det er dejligt, at jeg har det her, så jeg bare lige kan hoppe ud i marken, siger Nico Bengtsson til TV-Ishøj.

- Inden jeg skal i skole, kan jeg stå op klokken fem og kører her over halv seks om morgen for at lave lidt. Jeg kan godt lide at stå tidligt op og lave lidt, inden jeg skal i skole. Så får jeg en bedre dag, siger han.

Vigtigt ikke at bruge kemi
Der er især vigtigt for den 12-årige landmand, at grønsagerne er næsten økologiske. Eller i hvert fald at man ikke bruger kemisk sprøjtegift.

- Jeg synes ikke, det er en god idé at bruge kemikalier, når man skal spise grønsagerne. Så bliver man bare syg, siger han i tv-indslaget.

Han erkender dog over for OrganicToday.dk, at grønsager foruden husdyrgødning også har fået en lille smule kunstgødning og derfor ikke er helt økologiske.

- Det har jeg også sagt til tv, men det har de desværre klippet ud, siger han til OrganicToday.dk.

Efter at Nico Bengttson har får fået sit eget landbrug, er forældrene blevet stort set selvforsynende med grønsager.

Bryder sig ikke om afbetaling
Nico oplyser til OrganicToday.dk, at han har tjent 6.500 kroner det første halve år og nu sparer nu op til en større MTD (havetraktor), han har kig på. Den koster 25.000 kroner, så han skal lige tjene lidt mere, før han får råd.

- Jeg vil helst betale kontant. Jeg kan ikke lide det der med afbetaling, så bliver man så bundet, siger han.

Han startede i foråret med 1.200 kvadratmeter, men har nu allerede udvidet til 10.000 kvadratmeter, altså én hektar.

Han fortæller til OrganicToday.dk, at han også kører lidt maskinstation for at skaffe penge til at udvide Nico’s Farm.

- Jeg slår græs for folk og har også en fræser, så jeg kan hjælpe dem med det, siger han.

Hverken hans forældre eller andre voksne i familien har noget særligt kendskab til landbrug, men Nico har blandt fået sin interesse ved at hjælpe til hos en lokal landmand efter skoletid.

Link til Nico’s Farm på facebook

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: