Sveriges øko-produktion skal fordobles

Sveriges produktion af økologiske fødevarer og det økologiske landbrugsareal skal som minimum fordobles i 2020, hvis det skal lykkes for landmændene at holde trit med efterspørgslen.

- Vi har brug for et ambitiøs og fremsynet mål for økologi, siger Carl-Erik Ehrenkrona, som er formand for Ekologiska Lantbrukarna.

Det skriver den svenske øko-organisation Ekologiska Lantbrukarna i et brev til den svenske minister for landbrug og landdistrikter, Eskil Erlandsson.

- Det økologiske marked vokser stadig. Dagligvarehandelen, restauranter og storkøkkener efterspørger økologiske produkter, og det er tydeligt, at forbrugerne er villige til at betale for den merværdi, som økologisk fremstillede fødevarer giver. Samtidig er økologisk produktion en langsigtet bæredygtig fødevareproduktion. At økologisk dyrkning desuden giver en række ekstra gevinster i form af klima- og miljøfordele som større biodiversitet, øget dyrevelfærd og renere drikkevand gør os alle til vindere, pointerer Ekologiska Lantbrukarna.

Vi har brug ambitiøse mål og tilskud

- Vi har brug for et ambitiøst og fremsynet øko-mål og brug for en stærk miljøtilskudsordning til økologisk dyrkning, ligesom den vi har i dag, for at kunne matche det voksende marked, siger formanden for Ekologiska Lantbrukarna, Carl-Erik Ehrenkrona.

Salget af økologiske fødevarer vokser hurtigt i Sverige, som de seneste år har haft en årlig vækst på mindst ti procent. Hvis denne fremgang fortsætter i samme takt, betyder det, at markedet i 2020 i forhold til i dag vil være omtrent dobbelt så stort.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: