Stop dit toilet før det løber!

VANDSPILD – Et løbende toilet kan koste dig en ekstraudgift på op mod 10.000 kroner om året. Du kan spare både vand og penge ved at skifte en pakning  eller ved at investere i et sparetoilet. Det er godt for både miljø og pengepung.

Har du tjekket om dit toilet løber? Der kan koste flere hundrede liter vand dagligt.

Et toilet, hvor vandet løber, koster en mindre formue, og der kan sagtens forsvinde flere hundrede liter vand i døgnet.

En gullig kalkstribe i toiletkummen eller lidt uro på vandoverfladen er tegn på, at pakningen på dit toilet trænger til at blive skiftet. Det er en god idé at få det ordnet, for det kan hurtigt koste dig prisen på et helt nyt toilet at lade vandet løbe.

- Et løbende toilet kan spilde flere hundrede liter vand i døgnet. Og selvom vand er forholdsvist billigt her i Danmark, så bliver det en ekstra-udgift på mange tusinde kroner om året. Selvom man kun svagt kan se, at toilettet løber, så bliver det nemt en ekstraudgift på 10.000 kroner om året. For de penge, man har hældt ud i toilettet, kunne man have købt sig et helt nyt sparetoilet, siger vandsparerådgiver Mette Hansen fra HOFOR.

International toiletdag
HOFORs råd om at stoppe løbende toiletter sker i anledning af FNs internationale toiletdag den 19. november. Dagen er et forsøg på at bringe opmærksomhed på de 2,5 milliarder mennesker i verden, som ikke har adgang til et hygiejnisk toilet.

- I Danmark er vi heldige, og det skal vi værdsætte. Det gør vi blandt andet ved at forhindre vandspild og sikre, at der ikke skylles unødvendige store mængder vand ud gennem toilettet. Grundvand er en sparsom ressource, som vi skal spare på, og ikke bare skylle ud, siger Frank Brodersen, direktør for Miljø & Samarbejder i HOFOR.

Sådan tjekker du toilettet
Mange har dog toiletter, der løber, uden de selv er klar over det:

- Et toilet kan godt løbe så lidt, at man ikke kan se det, men det er der et simpelt råd for. Man lægger et stykke toiletpapir indvendigt i skålen. Bliver det vådt, er det tegn på, at der siver vand ned langs skålen, foreslår Mette Hansen.

Det utætte toilet kan repareres ved at skifte pakning, men ofte kan det betale sig at få et helt nyt sparetoilet med to skyl.

- Investering i to-skyls-toiletter tjener sig typisk hjem på 1-2 år. Et ældre toilet med kun et skyl bruger nemlig op til 15 liter vand hver gang, man skyller ud, mens sparetoilettet med to skyl kun bruger 3-6 liter per gang, siger Mette Hansen.

Fakta

Den 19. november err Verdens Toiletdag – for at sætte fokus på, at der stadig er millioner af mennesker i verden uden adgang til et toilet.

  • En familie på fire bruger typisk 150 m3 vand om året.
  • Godt 60 procent af vandforbruget ligger i badeværelset og går til toiletskyl, bad og øvrig personlig hygiejne.
  • I København, hvor vandet koster cirka 37,50 kr. per kubikmeter koster et utæt toilet mellem 3.500 kroner og 15.000 kroner om året.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: