Spis dit kød uden at slagte et eneste dyr

KOMMENTAR – Impossible Foods vil revolutionere hele kødindustrien. Iværksætter-virksomheden fra Redwwod i Californien vil udvikle et velsmagende kødprodukt uden at slagte et eneste dyr.

Impossible Foods har ambitioner om at revolutionere hele kødindustrien. Foto: Screendump

Hvem kan finde på at sige nej, når Google kommer og godt vil købe et lille firma og byder 1. 8 milliarder kroner?

Det kunne det lille iværksætterfirma Impossible Foods, som har hjemsted i Redwood City i Californien. Iværksætterne sagde pænt nej tak til tilbuddet fra Google. De mente sig meget mere værd.

De er nemlig i gang med noget, der for alvor kan revolutionere hele fødevareindustrien. De er i gang med at sammensætte et velsmagende kødprodukt uden, at der skal slagtes så meget som et eneste dyr.

Udgangspunktet er, at det skal være mindst så velsmagende som de bedste kødprodukter og med mindst samme næringsindhold – herunder de meget vitale proteiner.

Det første produkt, der lanceres, vil være en burger, som ventes på markedet i slutningen af 2016 i USA. Der er store planer for andre animalske produkter. Det gælder blandt andet oste,  ligesom de også har planer om at udbrede deres produkter til resten af verden.

Den magiske ingrediens
Impossible Foods har været undervejs i tre et halvt år. Firmaet har været igennem en lang række laboratorie-undersøgelser, hvor det er blevet afdækket, hvad det er almindeligt oksekød indeholder, som gør det så velsmagende for de fleste mennesker.

I den forbindelse har Impossible Foods søgt i naturen for at finde og kombinere de planter, der tilsammen vil kunne frembringe den smag og det næringsindhold, der findes i almindeligt kød som aminosyrer, vitaminer, fedtstoffer m.v.

I løbet af denne proces opdagede medarbejderne det proteinholdige molekyle hæm – den magiske ingrediens, der giver kødet dets helt særlige smag. Hæm findes naturligt i en lang række planter.

Der er store perspektiver i den umulige burger fra Impossible Foods. Foto: Screendump

Spændene perspektiver
Der er utroligt spændende perspektiver i det, der er på vej fra producenterne af den umulige føde:

Når man går direkte til det foder, som koen æder, og således springer mellemledet over, sparer man masser af penge, transport og energi. Man vil på sigt kunne udkonkurrere kød, som landmændene trods klækkelige tilskud ikke vil kunne producere ligeså billigt.

Produktionen af plantebaseret mad direkte til menneskeføde vil også spare store mængder af CO2. Den meget areal- og energikrævende kødproduktion udgør nemlig en meget voldsom klimabelastning.

Ifølge FNs fødevareorganisation FAO tegner kødproduktionen sig alene for 15 procent af klodens drivhusgasser, og andelen stiger i takt med, at der fældes regnskov for at inddrage tiltrækkelige græsningsarealer og for at dyrke soja og majs til dyrefoder.

Allerede i dag anvendes omkring 80 procent af verdens landbrugsjord til at dyrke foder til dyrene.

Færre lidelser for dyrene
Hvis Impossible Foods vision om mere plantebaseret mad vinder udbredelse, vil verdens bestand af køer, grise, kyllinger og andre slagtedyr automatisk bliver mindre. Det vil eliminere den lidelse som opvæksten og slagtningen udgør i den intensive, industrielle husdyrproduktion.

Også i Danmark er der et stadig stigende fokus på den mad, vi indtager. Stadig flere er bekymrede over, at en stor del af de konventionelle svineprodukter kommer fra svinefarme med MRSA-bakterier og således udgør en potentiel risiko for for at udvikle resistens i forhold til antibiotika.

Også køer, der står på stald hele deres liv påkalder sig bekymring fra dyrevenner. I dag er det tre ud af fire danske malkekøer, som kun kommer uden for stalden, når de køres på slagteri. Kun de økologiske køer er sikret adgang til frisk luft og naturlig afgræsning.

Mere økologi og vegarmad
Det vil betyde en kraftig vækst i efterspørgslen på økologiske produkter og en stor stigning i interessen for vegetarmad. For eksempel har Dansk Vegetarforening gennem de sidste fem år oplevet en medlemstilgang på intet mindre end 65 procent.

Hovedparten af vi danskere vil dog ikke undvære smagen af godt kød, men vi har næppe noget krav om at dyr skal lide og slagtes, for at vi kan få den gode smag.

Kilde: www.impossiblefoods.com

Knud Anker Iversen er daglig leder af Miljø- og EnergiCentret i Høje-Tåstrup og kommenterer jævnligt grønne emner på OrganicToday.dk.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: