Smagen af Sydvestjylland indtager København

MAD -  I tre måneder får københavnere muligheden for at smage Sydvestjyllands køkken uden at krydse Storebælt først. Nymindegab Kro åbner dørene i Helgolandsgade – det københavnske publikum skal nemlig ikke snydes for smagen af Sydvestjylland.

De lokale råvarer er i fokus på restauranten, som lokker med bakskuld, lam, vadehavsøsters og havtorn, der alt sammen er hentet fra lokalområdet.

2. oktober rykker den traditionsrige kro fra Nørre Nebel for en stund teltpælene op og slår sig ned i hovedstadens summende centrum.

Den nye filial på Andersens boutique-hotel skal agere en lille, sydvestjysk ambassade og promovere de delikatesser, som Sydvestjylland byder på.

-Vores klare indtryk er, at københavnerne er begejstrede for madens kvalitet, når de besøger os her i Nymindegab, og derfor tager vi skridtet og åbner i deres egen baghave, siger Finn Steffensen, der er krovært på Nymindegab Kro.

De lokale råvarer er i fokus på restauranten, som for eksempel lokker københavnerne ind i varmen med bakskuld, lam, vadehavsøsters og havtorn, der alt sammen er hentet fra den lokale natur.

Mest succesfulde år hidtil
For Nymindegab Kro har denne sommer været den travleste hidtil, og det smitter af på forventningerne til projektet, der i fagsprog kaldes for en pop-up restaurant. Der er dog ikke meget ”pop” over Nymindegab Kros indtog på det københavnske menukort – kvaliteten er nemlig i højsædet.

-Efter at have drevet Nymindegab Kro i 13 år, er det på tide at komme videre. Vi synes selv, at vi har nogle fantastiske råvarer og produkter, og det mangler københavnerne at få kendskab til, siger Finn Steffensen.

Kokke med kvalitet
Den vestjyske kulturkaravane til efteråret sætter kursen mod København, har den medbragt sine fineste kokke, der i løbet af året har høstet flotte anerkendelser i både Danmark og på den internationale scene.

En af kokkene er Tommy Jespersen, der i år har vundet DM i Skills og derfor fik æren af at repræsentere Danmark ved World Skills. Her blev det til en flot 11. plads – en forbedring af Danmarks hidtil bedste resultat, som var en 24. plads.

Tommy Jespersen kommer under kyndig ledelse af køkkenchef Ole Sepstrup Olesen, som længe har stået i spidsen for Nymindegab Kros kreativt sammensatte menuer, der alle er tilberedt fra bunden med sæsonens bedste råvarer.

Københavnerne skal dog være hurtigt ude, hvis de skal nå at få en bid af Sydvestjylland i hovedstaden. Planen er, at Nymindegab Kro pakker panderne sammen d. 14. december og drager tilbage til det sydvestjyske.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: