Sangfugle ankommer tidligere end før

NATUR – Svenske sangfugle ankommer i gennemsnit fire dage tidligere end for 34 år siden. Nogle fugle ankommer hele 8-10 dage tidligere.Det viser mange års ringmærkning af trækfugle ved Ottenby på sydspidsen af svenske Øland.

Blåhalsen er blandt de sangfugle, som ankommer tidligere. (Foto: Ottenby Fågelstation)

Det skriver miljøjournalist Kjeld Hansen på sin blog, gylle.dk

Ringmærkningen af trækfugle ved Ottenby Fuglestation har foregået uden afbrydelser i snart 70 år. Den lange fangstserie gør det muligt for forskerne at beregne den gennemsnitlige ankomstdato for de arter, som tilbringer vinterhalvåret på sydligere breddegrader.

Beregninger, der er baseret på systematiserede data fra 1979 til 2012 , viser, at trækfuglene i gennemsnit har fremskyndet deres ankomst med ca. fire dage, og for visse arter er forandringerne betydeligt større. Fugle som for eksempel vindrossel, munk og bynkefugl ankommer hele 8–10 dage tidligere i dag end for 34 år siden.

Også forskydninger i bestandene kan påvises ved hjælp af ringmærknings-tallene fra de mange årtier. Her er det påvist, at gransangeren er blevet meget mere almindelig, mens hortulanen er på en drastisk nedtur. Mindre kendt er det, at også bestanden af blåhals (se billedet) er gået betydeligt tilbage.

Mere om dette og meget andet kan læses i fuglestationens årsrapport fra det svenske Naturvårdsverket.

Se rapporten her.

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER:

  • Søg efter relaterede artikler. Anvend søgefunktioen nederst i venstre hjørne og indtast dit søgeord.