Offensiv for økologisk svinekød

ØKOLOGI – Dyrevelfærd skal sælge økologisk svinekød og pålæg i en kommende kampagne, der fløjtes i gang til august

Økologerne er ved at være klar med en ny kampagne for økologisk svinekød, der skal løbe af stabelen i august og september.

Sidste års reklamekampagne for økologisk oksekød har givet økologerne blod på tanden.

Kampagnen fik i løbet af få uger salget til at stige 70 pct., og økologerne håber nu at kunne gentage kunststykket, når de i august og september er klar med en ny kampagne – denne gang for økologisk svinekød.

- Det bliver en tilsvarende kampagne, og den glæder vi os meget til på vegne af vores svineproducenter, siger Arne Dyrebjerg, der er salgschef i kødselskabet Friland.

- Kampagnen for økologisk oksekød har givet os så gode erfaringer, at vi allerede nu så småt begynder at forberede os .
Ifølge markedskonsulent Helle Bossen, Økologisk Landsforening, der sammen med Friland, Hanegal og Farre står bag kampagnen, er finansieringen allerede på plads.

Det samlede budget er på 1,4 mio. kr., og økologerne har fået grønt lys af Svineafgiftsfonden og Fonden for Økologisk Landbrug, som begge har åbnet pengekassen til gavn for markedsføringsinitiativet.

Tilbage står nu at vælge bureauet, der skal stå for kampagnen.

Tilbudsaviserne er attraktive
- Det bærende element er butikskædernes tilbudsaviser, og vi håber at få så mange kæder med som muligt. Helst ligeså mange som i oksekødskampagnen, hvor 12 kæder deltog, og gerne endnu flere, siger markedskonsulent Helle Bossen.

Et af målene er at udvide udvalget og få ny udskæringer med i butikkernes faste sortiment.

- Måske lanceres også nye produkter i forbindelse med kampagnen. Det ville da være oplagt, siger Helle Bossen.

Den kommnede kampagne for økologisk svinekød vil især henvende sig til moderne forbrugere, som af og til men langt fra altid vælger økologiske varer, når de handler.

Gruppen af overbeviste økologer er derimod ikke særligt interessante set med reklame- og markedsførings-folkenes øjne. De har derimod et særdeles godt øje til den meget store gruppe, som i princippet er positivt indstillet over for økologi, men af forskellige årsager ofte alligevel vælger noget andet. Det er her potentialet er.

Denne gruppe er nemlig meget stor og omfatter i virkeligheden op mod tre fjerdedele af befolkningen, så hvis man kan få disse forbrugere i tale og vænne dem til at købe økologiske varer blot lidt oftere end de gør i forvejen, er meget nået.

Dyrevelfærd er budskabet
En ny undersøgelse om forbrugernes holdninger til økologi afslører med al ønskelig tydelighed, at de flest i virkeligheden ikke ved ret meget om produktionsmetoden. Deres paratviden og forestillinger bygger ofte på et luftigt grundlag. F.eks. er det kun de færreste, som forbinder økologi med høj dyrevelfærd og favorable pladsforhold.

- Mange forbrugere opfatter f.eks. friland som bedre dyrevelfærd end økologi. De tror økologi kun har noget at gøre med det foder, dyrene får at æde, pointerer Helle Bossen.

Kampagnen vil derfor fokusere på netop spørgsmålet om dyrevelfærd og forsøge at få forbrugerne ud af deres vildfarelse.

- Vi ved at dyrevelfærd for mange er et vigtigt købsmotiv, når de vælger svinekød. Derfor håber vi at kunne tage et gratis stik hjem på dette spørgsmål, siger Helle Bossen.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: