Ny aftale skal sikre bæredygtig biomasse

BIOMASSE – I Danmark bruger vi fremover kun bæredygtig biomasse. Den danske energibranche har indgået en ny frivillig brancheaftale om bæredygtig biomasse.

Al biomasse, som her træflis, skal fremover være bæredygtig. Foto: Jørgen Schytte

En ny frivillig bracheaftale skal sikre, at vi fremover anvender bæredygtig biomasse i energisystemet. Det sker ved at stille krav om bæredygtig skovdrift og til de samlede udledninger af CO2 fra biomassens forsyningskæde.

Dermed gavner det både klimaet og miljøet, når biomasse erstatter kul og naturgas på de danske kraftværker.

I dag overrækker Dansk Energi og Dansk Fjernvarme den frivillige brancheaftale om bæredygtig brug af biomasse til klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen.

Aftalen kommer som svar på ministerens opfordring om kun at købe biomasse, der er produceret bæredygtigt.

Kan lagres og bruges på vindstille dage
Biomasse kommer til at spille en vigtig rolle, når det danske energi- og transportsystem skal omstilles til 100 pct. vedvarende energi. Biomasse har den åbenlyse fordel i forhold til mange andre vedvarende energikilder, at den kan lagres og bruges, når der er behov for det – fx en vindstille decemberdag.

Det betyder, at der vil være et stigende forbrug af træpiller og træflis i de kommende år. Tendensen er den samme globalt set og derfor er der et øget fokus på biomassens bæredygtighed. I foråret 2014 kom Energistyrelsens Analyse af bioenergi i Danmark, der viser, at det er afgørende for klimagevinsterne, hvordan biomassen er produceret, og at skovene drives bæredygtigt.

Skal udfase kul
- Nu har energibranchen taget ansvar for at sikre, at den biomasse, der skal skubbe kullene ud af vores kraftværker, bliver bæredygtig. Og det er altså vigtigt. For der må ikke være tvivl om, at det gavner klimaet, når vi om lidt skifter kul og naturgas ud med træpiller og træflis. Brancheaftalen er et stort og vigtigt skridt i den helt rigtige retning. Klimaet vinder med den nye brancheaftale, siger klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen.

Den frivillige brancheaftale skal skubbe i den rigtige retning og medvirke til, at Danmark opnår en høj CO2-gevinst ved at omstille fra kul til biomassen. Det sker ved, at branchen stiller ambitiøse krav til CO2-udledningerne fra hele forsyningskæden, og at der stilles krav om, at de skove, der leverer biomasse til energiproduktion, skal genplantes.

God dag for skovenes biodiversitet
Brancheaftalen vil samtidig bidrage til at bevare biodiversiteten i de mest sensitive skovområder og i de skove, hvor biomassen hentes fra.

- Det er også en god dag for skovenes biodiversitet og for den grønne omstilling i det hele taget. Og det er vigtigt, så vores stigende forbrug af træ ikke fører til forarmede og nedslidte skove. Den nye brancheaftale vil understøtte den indsats, vi i forvejen gør for at sikre bæredygtigt træ til byggeri, møbler og papir efter høje og ambitiøse standarder, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

Brancheaftalens indhold er i tråd med et nyt cirkulære fra Miljøministeriet om sikring af bæredygtigt træ i statens aftaler om vareindkøb, tjenesteydelser og bygge- og anlægsarbejder.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: