Nem og sund have uden sprøjtegifte

I HAVEN: Lad være med at bruge sprøjtegifte i haven, de havner måske i grundvandet. Sådan lyder opfordringen fra HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, der i anledning af FNs internationale Vand Dag uddeler blomsterfrø og gode råd til at dyrke den giftfrie have.

Lad være med at bruge sprøjtegift i haven, lyder opfordringen fra Hovedstadsområdets Forsyningsselskab.

- Vi vil meget gerne have de private haveejere til at droppe brugen af giftstoffer, siger afdelingsleder Anne Scherfig Kruse fra Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, der på FNs internationale Vand Dag 22. marts sætter fokus på den giftfrie have.

- Ukrudtsmidler og andre sprøjtegifte kan sive ned til grundvandet og forurene det. Det er dyrt at lukke vandboringer og åbne nye. Og så er vandressourcen her på Sjælland sparsom, samtidig med at vi er mange om at dele den, siger hun.

- Selv en lille smule sprøjtegift kan skade naturen, og derfor er det vigtigt, at hver enkelt haveejer tager stilling. Det behøver heller ikke være svært. Det er nemt og billigt at dyrke sin have giftfrit. Og langt sundere for børn og havens fugle og dyr, understreger Anne Scherfig Kruse.

Det samlede salg af sprøjtemidler til private haver ligger på omkring 50 tons om året, svarende til en procent af det samlede salg. Til sammenligning bruges der ifølge Miljøstyrelsens sprøjtemiddelstatistikker kun omkring tre tons årligt på at holde de offentlige arealer frie for ukrudt.

Gode råd til en have uden gift
Det kan godt lade sig gøre at have en giftfri have. Også uden at man skal have et lugejern i hånden, hver gang man bevæger sig derud. Det kræver blot lidt planlægning.

Man kan vælge planter, som er modstandsdygtige, så man får færre problemer med skadedyr. Man kan lægge fiberdug ud under terrasser og flisebelægninger og så kan man vælge at have bunddækkeplanter eller flis, så ukrudtet ikke gror så let. Alt sammen er med til at fjerne behovet for sprøjtegift.

Vandets dag bliver markeret i hele landet, og HOFOR går ud i Hovedstadsområdet og gør borgerne opmærksom på, at det godt kan lade sig gøre at holde sin have uden at bruge gift.

På torve og stræder bliver budskabet delt ud sammen med blomsterfrø, og på dagen lancerer HOFOR også en ny havekalender, hvor du måned for måned kan følge med i gode råd til en giftfri have. Kalenderen finder du på www.hofor.dk/havekalender.

Her kommer HOFOR ud på Vandets Dag

HOFOR forventer at dele blomsterfrø og gode råd ud følgende steder:

  • Vanløse v. stationen
  • Brønshøj Torv
  • Herlev: gågaden og Herlev Bymidte Butikscenter
  • Rødovre genbrugsplads
  • Dragør
  • Valby Tingsted
  • Albertslund Centrum
  • Brøndby Genbrugsstation
  • Hvidovre Genrbugsplads

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: