Næsehorn og elefanter kunne leve i Danmark

NATUR – Hvis der ikke fandtes mennesker, ville store dele af verden ligne afrikanske nationalparker, viser ny forskning. I Danmark kunne der sagtes leve både elefanter og næsehorn.

Elefanter som disse kunne sagtens leve i det danske landskab. På billedet er det afrikanske skovelefanter.

Ulve, næsehorn og elefanter ville ikke været noget usædvanligt syn i det danske landskab. Hvis det altså ikke lige var for os mennesker.

Det er nemlig hovedsagelig menneskers skyld, at der hverken findes elefanter, næsehorn, flodheste eller bjørne i Danmark, og at det er svært at tage på nogen form for meningsfuld safari andre steder end i Afrika, skriver Videnskab.dk

Den menneskeforårsagede udryddelse af arter mange steder i verden gør det desuden svært for forskere at forstå de naturlige processer, som burde have skabt blandt andet dyrelivet uden for dit kontorvindue på 2. sal.

Forskerne fra Aarhus Universitet har derfor kortlagt, hvordan verden ville have set ud, hvis der ikke eksisterede mennesker.

Under naturlige omstændigheder
- De fleste steder giver det ikke mening at kigge på artssammensætningen af dyr ud fra udelukkende naturlige processer. Det giver eksempelvis ingen mening at se på klimaforhold og geografi, når man vil finde ud af, hvorfor der ikke er ulve på Sjælland. For at forstå dyrs naturlige udbredelser og interaktioner, er vi nødt til at vide, hvor dyrene ville have levet under naturlige omstændigheder. Det giver vores kort mulighed for, forklarer postdoc Søren Faurby, der udførte forskningen som ansat på Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet.

Lektor David Bravo Nogues fra Statens Naturhistoriske Museum ved Københavns Universitet forsker selv i biodiversitet, og ifølge ham er det nye studie vigtigt.

- Som økologer forsøger vi at forstå naturen uden menneskers indflydelse. Vi har mange hypoteser og teorier, der forsøger at forklare, hvordan naturen er kommet til at se ud, som den gør. Vi mangler i den sammenhæng forskning som det her, der viser, hvordan menneskelig indflydelse har været med til at forme udbredelsen af eksempelvis pattedyr i dag. Det skal vi have med i vores forskning, da menneskers indflydelse er enormt vigtig. Denne type forskning er der virkelig behov for mere af, siger David Bravo Nogues til Videnskab.dk.

I forskningen bag det nye studie har forskerne indsamlet al tænkelig information om udbredelse af alle de cirka 5.700 pattedyrsarter, der har eksisteret indenfor de seneste 130.000 år.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: