MRSA koster kommunerne dyrt

MRSA – Kommuner og regioner må betale regningen for politikernes manglende indsats mod den resistente svinebakterie MRSA.  Og den økonomiske byrde kan blive væsentligt højere i de kommende år, hvis smittespredningen ikke holdes under kontrol.

Alle svineproducenter, der indlægges på sygehuset, skal isoleres fra andre patienter og holdes i karantæne, indtil lægerne har konstateret, at de ikke er smittet med MRSA. Foto: Colourbox

Af Jesper Arbo Frederiksen, byrådskandidat for Alternativet i Skanderborg

Det er dyrt for skatteyderne, at politikere og myndigheder blot lader stå til og tilsyneladende ikke har tænkt sig at gribe mere ind over for den resistente svinebakterie MRSA, der nu har bredt sig til 88 procent af alle slagtesvin i Danmark.

Lidt over 58.000 kroner koster det at behandle en person, der er positiv testet med infektion af svine-MRSA (cc398) på et sygehus. Dertil kommer der udgifter på ca. 8.000 kroner til isolation af patienten.

Endnu større er beløbet til borgere med svine-MRSA, der modtager hjælp fra kommunen. Her ligger udgiften på cirka 66.500 kroner.

Smittet i længere tid
Udregningen til det sidste beløb bygger på den forudsætning, at borgere, der modtager hjælp fra kommunen, er smittet i længere tid. Dette fordi kroniske sår eller helingen af sår kan udskyde behandlingen.

I gennemsnit bliver det til 20.000 kroner pr. person smittet med svine-MRSA. Altså alle. Også personer, der ikke har været indlagt og kun har fået konstateret en MRSA-infektion.

Tallene stammer fra en rapport udarbejdet af Kora (Det Nationale institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning) i 2015.  Allerede dengang løb den samlede regning til til sundhedsvæsenet op i 43 millioner kroner årligt, og Kora advarede, at den økonomiske byrde i de kommende år ville blive væsentligt højere, hvis man ikke holdt smittespredningen under kontrol.

Det er nemt for de nationale lovgivere at ignorere en kommende udgiftsbyrde. De føromtalte 66.000 kroner hører til kommunen og de 58.000 kroner betales af regionen. Ja næsten da.

Sender regningen længere ned i systemet
For de 58.000 kroner er medfinansieret af kommunen. Ved ikke at bremse op for spredningen af svine-MRSA sender man bevidst regningen længere ned i systemet.

Det er på tide både regioner, men især kommuner vågner op og erkender de store farer, der potentielt lurer på de lokale økonomier og ikke mindst på vores alles sundhed.

Regionerne skal måske til at oprette et større beredskab, som kan sikre, at smitten ikke sniger sig ind i de sterile miljøer på hospitalerne, og kommunerne skal til at overveje at stoppe for udvidelser af ikke-bæredygtige husdyrbesætninger.

Der er mange muligheder for lokalt at trække i håndbremsen og sige STOP. Der kræver kun politisk mod.

Kilde: Omkostninger ved husdyr MRSA for sundhedsvæsenet i Danmark

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: