MRSA i hver anden pakke svinekød

MAD – Der er nu MRSA-bakterier i hver anden pakke dansk svinekød. 48 procent af det danske svinekød i supermarkederne indeholder resistente bakterier, viser ny undersøgelse fra Fødevarestyrelsen, mens det kun gælder 28 procent af det udenlandske kød.

Du kan roligt spise svinekød trods MRSA, lyder det beroligende i en pressemeddelelse fra Landbrug & Fødevarer.

Næsten halvdelen af det danske svinekød, som bliver solgt i landets supermarkeder, er inficeret med de antibiotikaresistente MRSA-bakterier. Det viser en undersøgelse, som Fødevarestyrelsen gennemførte sidste år. Det skriver ingeniøren.dk 7. februar 2017.

Styrelsen analyserede i alt 305 pakker med svinekød fra den danske detailhandel. I 48 procent af de prøver, hvor kødet stammede fra konventionelle danske grise, var der MRSA. Det samme gjaldt kun for 28 procent af det konventionelle udenlandske kød.

Dermed er forekomsten af svine-MRSA i det danske kølediske øget markant, siden Fødevarestyrelsen sidst ledte efter bakterien i 2011. Dengang var kun 10 procent af det danske kød inficeret.

»Det er en voldsom stigning, som afspejler den store udbredelse af MRSA i konventionelle svin,« siger professor Hans Jørn Kolmos, forskningsleder inden for klinisk mikrobiologi på Odense Universitetshospital.

Fødevarestyrelsens seneste undersøgelse viste, at 68 procent af de konventionelle danske besætninger med slagtesvin har MRSA.

Levnedsmiddelformand: Vi vil have rene fødevarer
Også formand for Ingeniørforeningens Levnedsmiddelselskab (LEVS) Karin Froidt afviser at bagatellisere fundene.

»Det er stærkt bekymrende, at vi ser de stigninger i forekomsten af MRSA,« siger hun.

»Med den viden, vi har på nuværende tidspunkt, tyder intet på, at smitten overføres til mennesker fra kødet. Men derfor skal det alligevel ikke være der. Vi vil have rene fødevarer, og vi vil ikke have, at der skal være bakterier, som gør personalet i produktionen syge.«

Fødevarestyrelsen vil oversende undersøgelsen af MRSA i svinekød til den ekspertgruppe, som fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) har genindkaldt for at komme med anbefalinger til, hvordan den resistente bakterie skal bekæmpes. Eksperterne skal blandt andet tage stilling til, hvorvidt der skal sættes ind over for slagterierne, så de ikke kontaminerer kødet. Det fremgår af det svar til Folketingets sundhedsudvalg, hvori undersøgelsen af offentliggjort.

Det økologiske kød bliver kontamineret på slagteriet
Der kan være god grund til at kigge slagterierne efter i sømmene, mener overlæge Hans Jørn Kolmos. Han fremhæver, at MRSA ikke sidder i kødet, når grisene kommer ind til slagterier, men derimod på huden og i snuden.

Samtidig er kun seks procent af de økologiske grise ifølge den seneste kortlægning inficeret med MRSA. Fødevarestyrelsens undersøgelse af supermarkedernes kølediske viser derimod, at det gælder 32 procent kødet fra økologiske svin.

»Slagterierne er ikke særlig gode til at fjerne bakterierne. Tværtimod ser det ud til, at de bliver spredt i slagteprocessen,« siger Hans Jørn Kolmos.

Landbrugsorganisation: Ingen grund til at gribe ind
I Landbrug & Fødevarer peger dyrlæge og chefkonsulent Jan Dahl på slagteriernes såkaldte ventestier, hvor de levende dyr står inden slagtning, som smittevej.

»Svinene smitter desværre hinanden hele vejen til slagtning,« siger han.

Landbrugsorganisationen er ikke bekymret over, at der er MRSA-bakterier i hver anden pakke med svinekød.

»Vi var helst foruden, men det er vigtigt at fastholde, at det ikke er et fødevaresikkerhedsproblem,« understreger Jan Dahl.

Han afviser derfor også, at det er nødvendigt at gribe ind på slagterierne og sikre svinekød uden MRSA i kølediskene.

»Men vi er altid bekymrede, hvis det giver dansk kød et dårligt ry.«

Umuligt at sammenligne med udlandet
At det danske kød i Fødevarestyrelsen har højere forekomst af MRSA end det udenlandske, ser han som et udtryk for, at det er vanskeligt at sammenligne.

»Det kræver, at man udtager fuldstændigt standardiserede koteletter fra Danmark og Tyskland,« eksemplificerer han og henviser til udenlandske undersøgelser, der viser lige så højt indhold af MRSA i kød.

Da Ingeniøren beder om at få dem tilsendt, bakker han dog ud på det udsagn, da det viser sig, at undersøgelserne er gennemført, før svine-MRSA blev et udbredt problem.

Jan Dahl understreger i øvrigt, at MRSA kun ser ud til at være et problem for de slagterimedarbejdere, som håndterer levende grise, ikke dem, som udelukkende arbejder med kødet.

Det lykkedes trods gentagne henvendelser tirsdag ikke at få en kommentar fra Fødevarestyrelsen.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: