Mindre sprøjtefrie zoner kan ødelægge vandløb

SPRØJTEGIFT – Ved hjælp af ny teknologi kan landmænd sprøjte tættere på vandløbene. Men det øger risikoen for at giften ender de forkerte steder.

Fra at have op til 20 meter brede sprøjtefrie zoner omkring vandløb og søer i landbrug, skal landmanden nu kunne sprøjte ned til to meter fra vandkanten. Foto: Colourbox

Et par dråber insektgift kan have store konsekvenser for et vandløb. Dyrelivet risikerer at forsvinde, og derfor mener Danmarks Naturfredningsforening, at det er et stort problem, at Miljø- og Fødevareministeriet nu vil give lov til at sprøjte tættere på vandløb end hidtil.

Ny teknologi betyder ifølge Miljø- og Fødevareministeriet, at sprøjtegifte kan spredes mere præcist. Derfor arbejder ministeriet på at slække reglerne i den nye pesticidstrategi. Fra at have op til 20 meter brede sprøjtefrie zoner omkring vandløb og søer i landbrug, skal landmanden nu kunne sprøjte ned til to meter fra vandkanten.

- Det er helt hul i hovedet. De kommer til at sprøjte så tæt på vandløbene, at det er umuligt at styre, hvor giftene ender, selvom de bruger den bedre teknologi, siger Walter Brüsch, grundvandsekspert hos DN.

Blød jord, uagtsomhed og vejr

Den nye Teknologi består blandt andet af sprøjtedysser, som kan forstøve og retningsbestemme sprøjtegiftene. Men der er mange andre faktorer, som har betydning for, hvor giften forsvinder hen.

- De kører med de her meget lange sprøjtebomme på traktorerne. Det kræver ikke så meget, før landmanden kommer til at sprøjte direkte ud i vandløbet, enten når de vender, eller fordi vandløbene bugter sig, siger Walter Brüsch.

Han nævner også, at blød og ujævn jord kan få traktoren til at vippe, hvilket kan få sprøjtedysserne til at pege i en anden retning end planlagt. Samtidig skal der ikke meget mere end et vindstød, øget luftfugtighed eller højere temperaturer til, før sprøjtegiften opfører sig anderledes. Alt sammen øger risikoen for, at giftene ender i vandet.

Ny teknologi skal være til fordel for naturen
Hvis insektgifte ender i vandløbet kan velfungerende økosystemer blive ødelagt, selv ved meget små mængder af giften. Mange nyttedyr forsvinder simpelthen fra den del af vandmiljøet. De mange risici vil blive markant formindsket ved en 20 meter bred sprøjtefri zone.

- Vi byder selvfølgeligt ny teknologi velkommen, og vi ser frem til, at den fra 2017 bliver obligatorisk at benytte. Men vi mener, at den nye teknologi skal komme naturen til gode og ikke landbruget, siger Walter Brüsch.

En 20 meter sprøjtefri zone vil samtidig også betyde mulighed for levesteder for forskellige planter og dyr i udkanten af markerne, men den mulighed forsvinder også, hvis Miljø- og Fødevareministeriet mindsker de sprøjtefrie zoner i bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsen.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: