Miljøministeren knuser den første nazi-bunker

NATUR – 120 af de 600 gamle betonbunkere langs den jyske vestkyst, som nazisterne opførte under 2. Verdenskrig, skal sprænges i stykker og fjernes. På mandag vil fungerende miljøminister Pia Olsen Dyhr ødelægge den første.

En af de mange betonklodser fra 2. Verdenskrig, der nu skal fjernes. /Foto: CB BY Flickr Peter Leth

Efter 70 års vind og vejr er flere af bunkerne fra Anden Verdenskrig så medtagede og nedslidte, at det ikke længere er forsvarligt at lade dem ligge. Betonklodser gemmer sig i vandkanten og rustne jernstænger stritter ud til fare for strandgæster. Derfor skal de fjernes.

På mandag markerer miljøminister Pia Olsen Dyhr opstarten af projektet ved at knuse den første farlige bunker ved Langerhuse ved Harboøre. Der skal fjernes omkring 120 af de cirka 600 bunkere, der ligger ved Vestkysten.

Farlige for strandgæsterne
- Strandgæster kan risikere at komme slemt til skade på bunkerne. Nu sørger vi for at fjerne de farlige bunkere til glæde for alle, der opholder sig i den smukke natur på den jyske vestkyst, siger miljøminister Pia Olsen Dyhr.

Miljøministeriet, Transportministeriet og en række kystkommuner er gået sammen om projektet til i alt 12 mio. kroner. Kystdirektoratet betaler 5,7 mio. kroner, og Naturstyrelsen bidrager med op til 4 mio. kroner. De berørte kommuner forventes at bidrage med 20.000 kroner for hver bunker, der er placeret i kommunen.

Miljøminister Pia Olsen Dyhr, direktør for Kystdirektoratet, Jakob Karlshøj, og borgmester i Lemvig Kommune, Erik Flyvholm, vil tale ved arrangementet.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: