Jeg vender min klimadepression til klimagejst

KLIMA – 2019 er året, hvor jeg vil tro på fremtiden. Tro på, at jeg kan føde børn, uden at jeg skal søge om syndsforladelse i 2040. Uden at jeg skal være bange for, at de går til i klimakatastrofer. 2019 er året, hvor jeg vender min klimadepression til klimagejst og troen på, at vi kan ændre verden, før det er for sent.

En ung aktivist ved klimastrjken foran rådhuset i Aarhus 1. februar. Foto: Henrik Platz

Af Rebecca Goldschmidt Andersen,
studerende og aktiv i Den Grønne Studenterbevægelse i Aarhus

Kan jeg tillade mig at reproducere mine gener? Vil jeg kunne stå inde for den gerning om 20 år, når mit fremtidige barn spørger mig, hvorfor jeg fandt den beslutning ansvarlig? Hvilken verden, vil barnet vokse op i? Vil foråret komme i februar eller december? Vil der være massiv tørke hvert år? Vil der være ufred overalt på kloden pga. ressourcemangel?

2018 var året, hvor jeg lå vågen på grund af disse spørgsmål. Afmagt og meningsløshed havde forplantet sig i kroppen og var i lang tid de første følelser, der ramte mig om morgenen. Klimaangsten havde taget over. Trangen til reproduktion blev undertrykt af rationalet i at indsamle mere og mere prævention. Ideen i at stå op om morgenen for at fuldføre dagens rutiner virkede pludselig formålsløs.

Den tid er heldigvis forbi. 2019 er året, hvor jeg hanker op i mit sølle sind og fokuserer på mulighederne for at undgå uoverskuelige klimakatastrofer. Jeg har indset, at verden ikke bliver bedre af, at jeg sidder og græder snot i min egen navle. Til gengæld vil jeg gøre brug af min tilstedeværelse og råbe op og snyde næsen i det offentlige rum.

Jeg vil tro på fremtiden
2019 er året, hvor jeg vil tro på fremtiden. Tro på, at jeg kan føde børn, uden at jeg skal søge om syndsforladelse i 2040. Uden at jeg skal være bange for, at de går til i klimakatastrofer før de runder de 35 år.

Jeg vil tro på, at der findes politikere (i hvert fald efter det forestående folketingsvalg), der vil tage klodens fremtid alvorligt og tænke længere end deres egen næsetip, som kun rækker fire år frem. Politikere der tør tage de beslutninger, der skal til, for at kloden ikke fuckes fuldstændig op.

Jeg vil tro på, at det nytter at gøre noget. At det kan mærkes på kødproduktionsstatikkerne, når flere og flere indfører ugentlig køddag frem for ugentlig kødfri dag. Når borgmesteren faktisk vil muliggøre valg af vegetarisk kost i kommunale institutioner, fordi vi beder ham om det.

Klimaangst er en grim ting
Jeg vil tro på, at energien når at blive grøn i tide. Ikke mindst fordi jeg mærker energierne strømme ud fra blussende grønne bevægelser. Jeg vil tro på, at det nytter, at jeg er blevet aktiv i en af dem.

Jeg ønsker inderligt at reproducere mine gener. Jeg ønsker at se mine egne børn vokse op. Om det så skal betyde, at jeg bruger hver eneste dag fremover på at kæmpe for en fair klimapolitik.

Klimaangst er en grim ting. Handlingslammende og deprimerende. Derfor må den vendes til klimagejst. Både hos gamle som unge. Vi kan stadig nå det, og vi skal nå det. For hver dag, vi forholder os passivt, kan vi være sikre på, at situationen ikke forbedres, men for hver dag, vi agerer i klimaet og de fremtidige generationers favør, er der håb for et positivt vendepunkt i klodens katastrofekurs.

Foråret er kommet i februar
2018 er gået over i historien sammen med de første måneder af 2019. Foråret er kommet i februar, og jeg kunne vælge at sætte mig under et træ og stirre ængsteligt på dets nyudsprungne blomster. Men jeg vælger i stedet at modtage min forårsforkølelse med højt humør. Min snottede næse kan ikke stoppe mig fra at kæmpe og bruge min stemme.

Den 6. marts 15.30-17.00 er der klimademonstration på Rådhuspladsen i Århus. Den 15. marts 9.30-12.00 er der klimastrejke samme sted og mange andre steder i landet. Alle er velkommen til at komme og møde andre, som også har valgt at kæmpe for, at der kommer handling bag politikernes grønne ord.

Klimakampen er en kamp for alle, for klodens fremtid er alles ansvar.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: